Bilbao

Zubizuri, den hvide bro over floden Nervion. Bilbao  9. marts 2017.

Zubizuri, den hvide bro over floden Nervion. Bilbao 9. marts 2017.

Bilbao besøgte vi først i marts 2017. ”It’s sunny today. Unusual”, udtalte en lokal sig til os om Bilbaos vejrforhold. Så husk paraplyen.

Maden

Pintxos. Overalt er de i Bilbao. Tapas-anretninger, der frister på bardiskene. Og barerne er overalt. Det har sin charme at forstå og forsøge at spise dem på den lokale vis. Gå på bar, tag et glas vin og bestil en til to pinxtos, derefter videre til næste bar og gøre det samme. Så strækker man måltidet og nydelsen over lang tid. Blandt vores bedste pintxos-oplevelser var en anretning med marineret grøn tang og tunsalat under. Placeret på det næsten obligatoriske stykke brød.

Kunstmuseerne

Bilbao har to oplagte kunstmuseer at besøge. Bilbao Fine Arts Museum er det ene. Museet havde en fin særudstilling af impressionisten Pierre-Auguste Renoir, da vi var der, i den permanente samling er der fine enkeltværker af gamle og lidt yngre mestre som Goya, Francis Bacon og David Hockney. Det andet museum er naturligvis Guggenheim Museet. Det største kunstværk på Guggenheim Bilbao er museet selv. Ikke at underkende værkerne og kunstnerne repræsenteret på stedet, men samlet set er det Frank Gehrys bygningsværk, der først og fremmest står tilbage, når oplevelsen fordøjes. Som en del af byrummet i Bilbao. Kunstneren Jeff Koons er dog ikke til at komme udenom, når man siger Guggenheim Bilbao. Hans forvoksede og blomsterdekorerede hundehvalp ”Puppy” vogter over museet dag og nat ved hovedindgangen og set fra Nervion-floden skinner hans igen overdimensionerede tulipanbuket dagen igennem og tiltrækker sig opmærksomhed. Farveeksplosionen springer én i øjnene.

Arkitekturen er udover Guggenheim museet også generelt iøjenfaldende rigtig mange steder i Bilbao. Nyt og originalt byggeri tænkt ind i den ældre arkitektur. Indenfor, udenfor, over jorden, under jorden. F.eks. metroen af Norman Foster eller kulturhuset Azkuna Zentroa, hvor Philip Starck har moderniseret det indvendige af bygningen, der oprindeligt var et vinlager.

Apropos arkitektur og metro. Det er et must at tage metroen fra Bilbao ud til den nærliggende by Purtogalete. For at se Alberto Palacios stålkonstruerede bro Puente Colgante fra 1893 med indbygget kabelbane, der transporterer både fodgængere, cyklister og bilister over Nervion-floden på få minutter. Det er ikke svært at se, Palacio var elev af Gustave Eiffel.

Pladserne

Plaza Nueva. Et centrum i den gamle bydel. Vores gode ven Miguel, der har spansk blod i årerne, havde anbefalet dette sted, og der bør man havde siddet og nydt en kaffe eller genstand, når man er i Bilbao. Pladsen er i sin udformning og arkitektur ikke ulig lignende centrale pladser i andre spanske storbyer. Hvælvede buer udgør ind- og udgange, pladsen er indelukket af bygninger hele vejen rundt og pladsen er stor og åben med et rigt udvalg af cafeer. Årstiden og først og fremmest vejrforholdene var ikke til udendørsoplevelse af pladsen, da vi var der en tirsdag eftermiddag, men da vi torsdag formiddag kiggede forbi igen en kort øjeblik inden vi skulle tage afsked med byen, ja da var situationen en ganske anden. Havde man bare haft en dag mere til sin rådighed.

Skulle man nævne én central plads mere i Bilbaos gamle bydel (Casco Viejo), så må det være Plaza Miguel Unamuno. Den har ikke Plaza Nuevas grandiose stil og afslappede fornemmelse over sig. Langt mere befærdet, trafikeret og travl. Men den har den fordel, at den er niveauopdelt, så man kan få et godt overblik over både pladsen og flere af de små gader, den støder op til. Snævre gyder med Pintxos-barer og handelsdrivende, både dagligdagsforretninger og de mere souvenirprægede af slagsen. Med andre ord over Bilbaos pulserende liv og dagligdag.

Puente Colgante fra 1893. På UNESCO's Verdensarvsliste siden 2006. Forbinder byerne Gexto og Portugalete. Her med udsigt til sidstnævnte.

Puente Colgante fra 1893. På UNESCO's Verdensarvsliste siden 2006. Forbinder byerne Gexto og Portugalete. Her med udsigt til sidstnævnte.

Seneste kommentarer

15.10 | 13:25

Læst med interesse. Skal til Manchester 27-31 oktober men en smuttur til fodbold i LIVERPOOL.

Del siden