"Der er ikke nogen hverdag i Venedig. Alt og alle flyder bare her. Denne flydende kvalitet er indbegrebet af Venedig".

     - Peggy Guggenheim.

'Det kræver muligvis mere end en endagstur til Venedig, men ikke meget mere, at forstå vandet er vejen til omverdenen i Venedig. Og måden at færdes på i byen. I samklang med gode travesko. Der er ingen biler i Venedig. Ingen. Ej heller cykler. I Venedig går man rundt. Eller sejler på vandet. I kondol, taxabåd eller med rutebåd. Det er fuldstændigt unikt. Uanset om man er teknisk og naturvidenskabeligt interesseret eller ej (vi er ikke synderligt), er det umuligt ikke at lade sig fascinere af ingeniørkunstens skabelser i Venedig. Et er at bygge paladser og katedraler. Noget andet er at bygge dem på mudderbanker og havet selv.

Vi gæstede Venedig i trist forårsvejr i april 2019.

Café Floridan på Markuspladsen. Den har siden 1720 haft sin dør åben for gæster.

Markuspladsen

At træde ind på Markuspladsen i den blå time er en af de bedste måder at opleve pladsen på. Gerne på en dag med halvdårligt vejr. Så er der plads på den! Pladsens storhed fornemmes. Og det samme gør forventningens glæde. Til sydeuropæisk storbyferie. Det siges at evangelisten Markus' jordiske rester er begravet i Markuskirken, den altdominerende bygning på pladsen. Der er blevet bygget på kirken fra 1000-tallet og frem til 1600-tallet. Indenfor imponerer den med sine mange forgyldte mosaikarbejder og en hovedattraktion er Pala d'Oro (den gyldne altertavle), en altertavle i guld og sølv og med forskellige ædelstene. Altertavlen viser bl.a. dele af Jesus' liv samt portrætter af de fire evagilister. Allerede i 900-tallet påbegyndtes altertavle og der blev arbejdet på den af forskellige kunstnere frem til det 15. århundrede.

Caféerne på Markuspladserne afspejler prismæssigt vi er på Venedigs mest berømte lokation. 10 euro kan du godt regne med at slippe for en kop kaffe. Og i nogle tilfælde mere. På café Floridan, pladsens ældste café, får du så også levende musik med i prisen. Der er i den grad noget bedaget over interiør og atmosfære på caféen, men du kan ikke tage fra den, den i 2020 har serviceret gæster og holdt den gående i 300 år.

Et tip til en oplevelse på Markuspladsen er at lægge vejen forbi Negozio Olivetti (Olivetti-forretningen), der ligger i det fjerneste hjørne af Markuspladsen. Længst fra Markuskirken. Olivetti-firmaet producerede fra først i det 20. århundrede skrivemaskiner og siden også regnemaskiner. Da Olivetti-firmaet var på sit højeste i 1950'erne og 1960'erne operede de i 17 lande og havde 40.000 ansatte. I slutningen af 1950'erne bad Adriano Olivetti (søn af grundlæggeren) den venetianske arkitekt  Carlo Scarpa om at designe et showroom for Olivettis produkter. Placeringen var i en forretningsarkade på Markuspladsen. Det lå de næste 40 år på denne lokation. Da lokalet blev ledigt efter omkring 15 år som souvenirbutik blev lokalet med støtte fra FAI, en non profit organisation, der bla. støtter bevarelse af Italiens historiske og kunstneriske arv, reetableret som det så ud i 1950'erne med stilfuldt møblement og med en skulptur i sort marmor af den italienske skulptør Alberto Viani. Olivettiregne- og skrivemaskiner fra sidst i 1940'erne frem til sidst i 1950'erne fuldender indtrykket af showroomets originale udformning og funktionalitet.

Ned mod  Canal Grandes udmunding på Markuspladsen står Markusløven højt hævet over pladsen på en søjle. Markusløven er et symbol for evangelisten Markus, der er Venedigs skytsengel. Og har været det siden 800-tallet, hvor hans jordiske rester som nævnt ovenfor siges at være blevet bragt til byen. Skulpturen er et krigsbytte af et fabeldyr venetianerne i 1200-tallet påførte vinger og ophøjede til skytsengelsymbol. Det er også her Dogepaladset ligger. Dogen var betegnelsen for øverste leder af republikken Venedig. Der i øvrigt blev valgt ved afstemning. Ordet stammer fra det latinske ord Dux og kan oversættes til "hertug". Venedig var en selvstændig republik fra 1148 til 1797.

The Peggy Guggenheim Collection og Punta delle Dogana, Pinault Collection

Der findes en dokumentarfilm om Peggy Guggenheim. Peggy Guggenheim: Art Addict. Den er fra 2015 og er instrueret af Lisa Immordino Vreeland. Filmen kan i sig selv varmt anbefales, men den er derudover en særlig god introduktion til et besøg på The Peggy Guggenheim Collection i Venedig. Peggy Guggenheims onkel var grundlæggeren af Solomon R. Guggenheim Foundation (se rejsebloggen under New York), men det berømte kunstmuseum i New York  (som Peggy Guggenheim kaldte "parkeringshuset") og fonden bag har i sig selv intet haft med at gøre at Peggy Guggenheim opbyggede en stor kunstsamling fra 1930'erne og frem til 1960'erne. Peggy Guggenheims far mistede livet i 1912 som passager på Titanic og datteren arvede en stor sum penge. For nogle af disse opkøbte hun moderne kunst. Og fungerede som kunstmæcen ligeledes. For Jackson Pollock f.eks. For en i dag rørende sum i nærheden af 40.000 dollars erhvervede hun sig over en årrække en af verdens mest imponerende kunstsamlinger. Af moderne kunst. Efter først at have forsøgt sin som gallerist, besluttede hun sig efterfølgende for at gøre sin samling til et museum. Peggy Guggenheim var født i New York og levede der som ung, men nåede også at bo i London og Paris før hun i 1947 slog sig ned i Venedig. I 1951 slog hun dørene op for sit museum i Venedig. Hun boede og levede selv i bygningskomplekset, hvori museet befandt sig. Og befinder sig den dag i dag. Hvor museet er en del af The Guggenheim Foundation, da Peggy Guggenheim testamenterede samlingenen til denne.

Museet (og Peggy Guggenheims tidligere hjem) ligger i et smukt palæ fra 1700-tallet ud til Canal Grande og indeholder et overflødighedshorn af moderne kunst. Oplev værker af bl.a. Max Ernst (der i en periode var gift med Peggy Guggenheim), Miró, Magritte, Picasso, Jackson Pollock, Piet Mondrian, Kandinsky og Malevich.

For alvor moderne bliver kunsten på Punta delle Dogana, Pinault Collection i Venedigs gamle toldbygning for enden af Canal Grande. Den ombyggede toldbygning slog dørene op for den moderne kunst i 2009. Den franske milliardær og forretningsmand Francois-Henri Pinault er manden bag dette kunstmuseum, der har skiftende udstillinger og god plads omkring værkerne. VI lod os fascinere af Philippe Parrenos installation Marylin fra 2012, da vi var forbi museet.

Broerne

Broerne over Canal Grande (og andre mindre kanaler) er indbegrebet af Venedig. Man kan dvæle et øjeblik på deres midte og tage et snapshot. Og få et spetakulært og karakteristisk vue over byen hvis man står på en af de berømte broer over Canal Grande. Eller indfange et hjørne af Venedigs hverdagsliv, hvis man står på en 5 meter kort bro over en af de i antal uendelige mindre bikanaler i byen. Hvor der lige akkurat er plads nok til en gondol kan passere en mindre taxabåd eksempelvis.

Sukkenes Bro fik sit navn et par hundrede år efter sin opførsel af den engelske 1800-tals poet Lord Byron, der boede en årrække i byen og som skrev en ode til Venedig. Og her benævnte broen fra Dogepaladsets retsrum til fængslet på den anden side af kanalen Rio de Palazzo "Sukkenes Bro".

Rialtobroen er sammen med Sukkenes Bro blandt Venedigs vigtigste vartegn. Rialtobroen er den ældste af broerne over Canal Grande. Den nuværende kampestensbro er fra 1591, men allerede i 1200-tallet var der etableret en træbro med samme navn. Navnet kommer af det nærliggende Rialtomarked, der den dag i dag stadig er en del af Venedigs pulserende hverdagsliv. På sin vis er broen smukkest lidt på afstand for på selve broen er der linet op med souvenirboder. Det lyder en smule værre end det reelt er. Boderne tilføjer liv og stemning. Gå ikke glip af den smukke plads Campo S. Silvestro, der ligger ganske tæt på Rialtrobroen. Den er et smukt eksempel på ikke alt det skønne i Venedig har at gøre med eller ligger i umiddelbart nærhed af Venedigs kanaler.

Det bedste og mest ikoniske vue af Venedig og det mest maleriske snapshot af Canal Grande får du fra Akademibroen (Ponte dell'Accademia). Denne træbro stammer fra 1930'erne, men blev totaltrenoveret i 1980'erne. Du indfanger nærmest poetisk livet på Canal Grande og bygningerne ud til denne og derudover kan du indfange et af Venedigs flotteste bygningsværker. Salutekirken fra 1600-tallet. Kirken er meget mindre end Markuskirken, men på sin vis smukkere og mere harmonisk end denne. Måske endda Canal Grandes smukkeste vartegn. Kirken blev konstrueret som en tak til selveste Gud efter et voldsom pestangreb slap sit greb i Venedig i 1630'erne.

Cannaregio

Gå en tur i bydelen Cannaregio! Og især i området Fondamenta della Misericordia. Langs gadenDer også er et gadenavn. På denne gade, der ligger helt ud til en kanal, ligger listige barer og caféer, her er en stemning af subkultur og studenterliv. Ganske anderledes end ved Markuspladsen. eksempelvis. Slå dig f.eks. ned på naturvinsbaren Vino Vero (Fondamenta della Misericordia nr. 2497) eller aflæg besøg i udstillingslokalet Multimedial Laboratory Art Conservation i samme gade. Husnummeret er 2588. Her er skiftende udstillinger. Da vi kiggede ind var der en udstilling med shapshot fra 1960'erne af dagligdagen i Venedig af fotografen Andrea Grandese.

Aperol Spritz på La Serenissima.

Restauranttips. Og Da Vinci-museet i Venedig.

Selvom Leonardo da Vinci kun tilbragte et enkelt år af hans 67-årige lange liv i Venedig, forhindrer det ikke venetianerne i at have et museum til hans ære. Da Vince arbejdede som ingeniør og militær arkitekt omkring 1499 og 1500 i byen. Museet er uden tvivl en kuroisitet i Venedigs museumslandskab, men dette til trods er det stadig interessant at aflægge et besøg. Mona Lisa (originalen) hænger godt nok ikke på museet, der officielt har navnet Leonardo da Vinci Museum Campo San Rocco, 3052), men det giver et fint indblik i geniet og renæssancemennesket da Vincis liv og mangfoldige kundskaber. Flere af hans maskinelle opfindelser er fremstillet i kopi, herunder en påspændingsflyvemaskine, hans store anatomiarbejde som tegner er grundigt illustreret og mandens liv og levned, nysgerrighed på livet og hans ufatteligt brede talent kan opleves som en filmisk fiktion på museet.

3 gode og prisvenlige restauranter i centrum af Venedig (San Marco-bydelen) er Osteria N. 1 (Salizada San Lio), klassisk italiensk restaurant med rødternede duge på bordene, smukt beliggende på idylisk torv,  La  Serenissima (Salizada San Lio) har en god Aperol Spritz og køkkenet er ikke så traditionelt som på Osteria N. 1, atmosfæren er desuden mere intim, på Rossopomodoro Venezia San Marco (Calle Larga S. Marco 404) serveres napolitansk mad, der er højt til loftet, stemningen er løftet og borde og spiseplads er der masser af.

Et øjebliks stilhed

Salizada San Gionavanni Cristomo er som så mange andre gader i Venedig menneskefyldt og præget af heftig leben. Menneskemængderne myldrer forbi på vej mod endnu en turistattraktion eller for at finde et sted at puste ud over en kop kaffe. Og der ligger så Chiesa di San Giovanni Crisostomo. Det har den gjort i snart 1000 år. Omend dens nutidige fremtoning er fra renæssancen. Det er ikke Markuskirken. Folk ænser den dårligt. Men åben døren, sæt dig og lad roen sænke sig over dig. Giv og und dig selv et øjebliks sjælefred. Mærk hvordan roen fylder kirkerummet. Chiesa di San Giovanni Crisostomo er blot én ud af et uendeligt antal katolske kirker i Sydeuropa, hvor man ganske gratis og stort set uforstyrret, sammen med få andre, kan slå sig ned og få rum  til ro en stund. Markuskirken kan meget. Men ikke dette.