Læs om vores personlige rejseoplevelser i fortrinsvis europæiske storbyer og få tips og inspiration.
En tobaks- og alkoholforretning i Tenderloin-kvarteret, San Francisco.
Ja San Francisco er Golden Gate Bridge, gammeldags sporvogne med trinbrædder, der kører op og ned ad byens stejle, stejle gader og søløver en masse på Pier 39. Molen, søløverne for længst helt har overtaget, efter de søgte dertil i forbindelse med jordskælvet i San Francisco i 1989.
Men San Francisco er også Tenderloin, byens spraglede kvarter med hjemløse på hverandet gadehjørne og en
bred palet af asiatiske restauranter, finansdistriktet med skyskraberne og den skønne oase Salesforce Park og San Francosco er en kop kaffe i solskinnet på en hjørnecafe i det farverige kvarter Russian Hill, hvor smukke og velholdte træhuse
pryder gadebilledet.
Vi besøgte byen i oktober 2019.
San Francisco Museum of Modern Art
SFMOMA
San Franciscos kunstmuseum for moderne kunst åbnede i 1935. Det har i dag USA's største samling af moderne kunst. I 2010 vandt det norske arkitektfirma Snøhetta (der er arkitekterne bag Oslos operahus) en arkitektkonkurrence om en stor udvidelse af museet. Udvidelsen blev indviet i 2016. Museet er enormt. Man må målrettet gå efter visse af de mange samtidigt kørende udstillinger på SFMOMA. Da vi var forbi gik vi eksempelvis efter en udstilling om tysk kunst i det 20. århundrede . Udstillingen fyldte en etage! Og var et overflødighedshorn af tysk moderne verdenskunst. Fotokunst har også en fremtrædende plads på museet. Snyd ikke dig selv for et besøg på kunstmuseet, når du er i byen. Det er muligvis ikke i top 10 over de største kunstmuseer i verden, men så absolut i den allerøverste del. Både pga. rammerne og værkerne, museet udstiller. Museet ligger downtown og tæt på finansdistriktet.
San Francisco Police Department. Køretøjer foran politistation i Tenderloin
Tenderloin og Chinatown
I Tenderloin-kvarteret oplever du vilkårene for en del af San Franciscos indbyggere. Folk bor på gaden med en indkøbsvogn ved deres side. Enkelte med et lille telt. En ung hvid mand med en psykisk sygdom går og råber på gaden. Tre unge sorte kvinder kommer ud fra en etageeejendom i tusmørket. Klar til at feste. Og slangudtrykkene flyver om ørerne på dem (og om ørerne på turisterne bag dem) under deres samtale. En udslidt bedstemor går krumbøjet og langsomt på Ellis St. med sine to børnebørn ved sin side. På hjørnerestauranten House of Thai (901 Larkin St) er serveringen og kokken lynhurtig, maden upåklagelig og rimeligt prissat, attituden er "no bullshit, vi ved hvad vi gør". På det koreanske spisested Barnzu (711 Geary St) er stilen mere gourmetagtig, både menukort og interiør er præget af enkelthed og rene linjer. På Pinecrest Diner (401 Geary St) kan du spise amerikansk døgnet rundt, de lukker aldrig. Den modne servitrice spotter dig det øjeblik du entrerer dineren, anviser en plads i en af båsene med kethup- og sennepflaskerne, giver dig kortet i hænderne og er i næste sekund klar til at tage imod din bestilling, servere den kort tid efter og siden vise dig drikkepengemulighederne på kreditkortterminalen. Inden du (næsten) guides ud for at gøre plads til de næste gæster. Det kører smooth, professionelt og erfarent. Og det havde det gjort i foreløbig 50 år, da vi spiste der. I Tenderloin er der mange forskelligartede indtryk. Også mange kreative. Bydelen har et stort udbud af gallerier. Både fotografiske gallerier og kunstgallerier. Livet folder sig ud i mangfoldighed.Som intet andet sted i San Francisco. Ja, der er megen tragik at få øje på, men også megen værdighed. Uanset status. Folk omgås hinanden. Og Tenderloin er alles. I det mindste var det sådan vi oplevede bydelen. Og derfor blev det vores favoritdel af San Francisco.
Chinatown i San Francisco er den største af sin art uden for Asien og flere turister besøger årligt Chinatown i San Francisco end Golden Gate Bridge. Spis f.eks. på New Sun Hong Kong Restaurant (efter et øjeblik at have beundret facaden) på 606 Broadway og nyd autenciteten. The-service er på forhånd placeret ved bordene som en selvfølge, vist er der turister og stamkunder med ikke kinesisk baggrund, men majorioriteten er kinesere der taler kinesisk. F.eks en venindegruppe af ældre kvinder med store, mørke solbriller, der over en middag opdaterer hinanden om stort og småt. Skidt med du evt. kommer til at sende maden ud igen hvis du eksperimenteter på spisekortet (som vi gjorde), det er atmosfæren fremfor måltidet du skal suge næring fra på New Sun Hong Kong Restaurant.
Den største attraktion ved at gå i San Franciscos chinatown er i virkeligheden at opleve bydelens egenkultur. Som nævnt er der masser af turister på årlig basis, men der lefles på ingen måde for disse. Kineserne dyrker deres egen kultur på alle planer, det et dét, chinatown har at byde på. Befolkningstætheden er den mest koncentrerede i USA. Bortet fra på Manhattan i New York. Midt i 2010'erne var det kun omkring 15% af befolkningen i bydelen, der talte flydende engelsk.
Golden Gate Bridge. I San Francisco-bugten. Broen blev åbnet i 1937, men allerede i 1917 designet af arkitekten Joseph Strauss.
Golden Gate Bridge, Pier 39, Ferry Building, Coit Tower og Lombard Street
Du tager en lokal bus 20 minuters tid fra downtown San Francisco. Og pludselig er den der. Golden Gate Bridge. Indiskutabelt et af verdens absolut mest ikoniske og smukke brobyggerier. Her ligger Round House Café med panoramavinduer ud til Golden Gate Bridge, en forbavsende undseelig lille cafe eller snackbar, men udsigten kan ikke slås. Her ligger Golden Gate Bridge Welcome Center, der er en souvenierbutik af en vis størrelse. Den største attraktion (udover broen selv) er imidlertid de såkaldte Onsite Exhibits, der på et større udendørsareal umiddelbart før du går ud på broen i tekst og billeder fortæller historien om broens tilblivelse. Og det er spændende læsning suppleret af et fint billedmateriale. På den 1,6 kilometers spadsertur over broen har du et flot vue over San Fransisco i horisonten og klippelandskabet i San Fransisco Bay. Man bliver overrasket, når man står på den anden side. Der er intet. Udover parkeringspladser så bilister kan få holde ind og skue udover bugten og broen. Den lille by Sausalito (der også kan ses fra broen) er dog kun ca. 5 kilometer væk.
Ved mole nummer 39 holder et hav af søløver til. De har gennem årtier beboet og overtaget denne mole (se indledningen) og stedet er i dag en stor turistattraktion. De mange tilskuere på daglig basis synes ikke at genere søløverne på Pier 39. De boltrer sig lystigt, skubber hinanden i vandet og daser i solskinnet. Selvom mole nummer 39 er et meget kommercielt sted, er det stadig en mulighed for at se søløvens adfærd og natur. Der er derudover en fantastisk udsigt til det berømte og berygtede fængsel Alcatraz for enden af molen, ja til hele San Francisco Bay og endelig rummer Pier 39 et forlystelsessted med tivoliboder en masse og San Franciscos berømte trækarrusel, der er af italiensk oprindelse og et klenodie, byen er stolt af at eje og vise frem.
San Franciscos Ferry Building stod klar i 1898, på det tidspunkt byens største byggeprojekt. I dag sejler der stadig færger herfra bl.a. til ovenfor nævnte Sausalito, men slet ikke i den udstrækning det var tilfældet ved indgangen til det 20. århundrede. Den - i forhold til Golden Gate Bridge - mindre kendte Bay Bridge, der forbinder San Francisco og Oakland, er en del af forklaringen. Bay Bridge fra 1936 er placeret umiddelbart ved siden af Ferry Building. Det er et prægtigt bygningsværk og modsat Golden Gate fører broen direkte ind i hjertet af San Francisco.
Ferry Building har et klokketårn, der er blevet et af byens vartegn og som kan ses fra afstand, når man går ad Market Street. Market Street er en af San Franciscos hovedgader og den fører direkte ned til Ferry Building. Der er en pragtfuld udsigt over San Fransisco-bugten fra Ferry Building. I modsætning til Golden Gate Bridge er du helt tæt på havet og skuer ud over den smukke bugt. Hvis du vender dig 180 grader har du den måske smukkeste udsigt til San Franciscos skyline. I dag er Ferry Building først og fremmest food- og markedshal. Og meget berømt for dette. Vi lod os friste af en pose halloween-slik i sorte og orange farver, da det var sæson for dette, da vi var forbi stedet. Det er et fødevaremekka for feinschmeckere og andet godtfolk.
Coit Tower er ikke i sig selv nødvendigvis noget særligt. Vi tog ikke vejen op i selve tårnet. Men tårnet, der er bygget for private midler i 1932-33 i Art Deco-stil, står på Telegraph Hill. Det er et pragtfuldt 87 meter højt udsigtspunkt i San Fancisco. Som er værd at bestige. Christopher Columbus står der også. Godt nok i bronze. Og det har han gjort siden 1957. Det er italiensk-amerikanske San Francisco-borgere, som har doneret denne statue til byen. Gå ad Telegraph Hill Blvd op til Coit Tower og nyd dels de smukke huse på boulevarden, dels de grønne omgivelser med bla. store hortensiastauderbede og dels den vanvittige stigning boulevarden har på stykket op mod Coit Tower. VI har ikke tal på stigningsprocenten, men den er høj.
Du når Telegraph Hill Blvd fra Lombard Street. Den måske mest berømte gade i San Francisco. Mest pga. den ombygning gaden gennemgik i 1923. Som så mange andre gader i San Francisco har Lombard Street en stor hældning. På en lille del af gaden var hældningen mellem 27% og 35% og dén stigning havde motorkøretøjerne, der blev flere og flere af, svært ved at klare. Ved at placere en række store blomsterbede på vejen og lave hårnålesving blev hældningen reduceret til 16 % og vejbelægningen blev lavet om til røde mursten. Den er siden blevet kaldt den "mest snoede gade i verden". Det er modbevist, men den er nu stadig ganske snoet, smukt at skue og en enorm turistattraktion. Vi misunder ikke beboerne på den del af gaden de mange turister, der lægger vejen forbi. Man må som bilist køre max. 8 kilometer i timen (5 miles) ned ad den ensrettede gade på det snoede stykke.
Salesforce Park. I Finansdistriktet.
Financial District og Salesforce Park
Finansdiskriktet er en særlig og anderledes del af San Francisco. Det er her - og kun her - byens skyskrabere er. Byens højeste bygning er Salesforce Tower. Skyskraberen er fra 2018 og er 326 meter høj. Den som oftest blå himmel i San Francisco spejler sig i Salesforce Towers glasfacade og bygningen er mod toppen rundet smukt med bløde kurver. Den for alvor positive overraskelse ved at være nær Salesforce Tower er dog Salesforce Park. Den ligger på toppen af Salesforce Transit Center, en ny busterminal, der åbnede i 2018. Det samme gjorde Salesforce Park. For så - både busterminal og park - at blive lukket få uger efter. Pga. fejl i bygnigskonstruktionen. Først i juli 2019 genåbnede såvel Salesforce Transit Center og Salesforce Park. Men hvilken park, der så fremstår nu. Du går rundt mellem et hav af planter fra mange forskellige perioder og dele af verden, og der er fine beskrivelser af floraen, så på den måde minder Salesforce Park om en botanisk have. Omvendt er der masser af events i parken, da vi var der skulle et halloween-rulleskøjte arrangement afholdes nogle dage efter. Også yoga, power walking og Tai Chi praktiseres som events på stedet. Ikke at forglemme er der en udmærket Starbucks kaffebar i parken og rigeligt med udendør cafeborde og -stole, så både kaffe, vejret og den helt igennem fabelagtige park kan nydes.En af designerne af parken er landskabsarkitekten Adam Greenspan. Skal kaffen ikke indtaget på Starbucks så nup den på Marzarine Coffee, 720 Marked Street. Det er ikke som at indtage kaffen på en Starbucks og ikke som at indtage kaffen på en amerikansk dinner. Her er minimalistisk og stilbevidst interiør og feinschmeckeri i kaffevalg og -servering. Klientellet er både hipstere, forretningfolk og andre selvbevidste typer. Det er i finansdiskritet en kaffebar af denne type har sin berettigelse. Transamerica-pyramiden er måske stadig - trods dens snart 50 år på bagen - den mest karakteristiske bygning i finansdiskriktet. Og én de mest karakteristiske i hele San Francisco. Da den blev opført i årene 1969-72, var den den 8. højeste bygninger i verden. Designeren var arkitekten William Leonard Peira. Den er blandt byens absolutte arkitekturperler og det fornægter sig ikke, at arkitekten var meget interesseret i science fiction.
Cafe Zoetrope midtfor og Transamerica-pyramiden til venstre. Billedet er taget fra Kearny Street.
Beat Museum, Contemporary Jewish Museum, Russian Hill og Cafe Zoetrope
Beatmuseet ligger på adressen 540 Broadway. I et spændende og karakteristisk område. Der er noget Red District over omgivelserne. Billbords eller store reklameskilte med elektriske pærer omkring reklamerer for beværtninger og lignende. Chinatown er lige om hjørnet, det samme er det langt mere noble, velholdte og arkitektonisk særlige øvre middelklasseområde Russian Hill. Museet, der os bekendt er forholdsvis unikt i forhold til emnet, beskæftiger sig med den såkaldte Beatgenerations forfattere. Forfattere, der brød igennem med en ny litterær genre i 1950'erne. En litterær mod- eller subkultur præget af spontanitet med skelen til den samtidige improviserende jazz musik og i bredere forstand af et forsøg på en åndelig frigørelse mod tidsånden i slutningen af 1950'erne og i begyndelsen af 1960'erne. Museet fortæller om forfattere som Allen Ginsberg og Jack Kerouac, frontfigurerne, men også andengenerationen, der inkluderer forfattere som Charles Bukowski. Der er et rigt fotomateriale på museet, som dokumenterer tiden og tidsånden omkring Beatgenerationen. Herunder hvordan den inspirerede kulturlivet og kunsten i bredere forstand Vi faldt i staver over en avisside, hvor en ung, men for længst verdensberømt Barbara Streisand udtaler "I was happier as a beatnik!".
Det jødiske museum i San Francisco er - som det jødiske museum i København og Berlin - designet af arkitekten Daniel Liebeskind. I hvert fald tilbygningen fra 2008. En del af museet har til huse i et tidligere gas- og elektricitetsværk fra slutningen af 1900-tallet. Museet har skiftende udstillinger, men den største attraktion er og bliver umiddelbart Liebeskinds "kube" på 5900 kvadratmeter. Især set udefra. De over 3000 blå plader i stål, der dækker kubens overflade er et imponerende syn. Ligesom det er imponerende at betragte selve kubens form i samspil med omgivelserne. Den synes at være faldet ned fra himlen og have glemt sig ind imellem omgivelserne. Museet ligger på Mission Street.
Russian Hill har fået sit navn efter en russisk kirkegård, der i 1800-tallet lå på denne bakke (én af de 44 i San Francisco). Det er et smukt kvarter med spændende boligomåder flere steder. Smukke og rummelige træhuse med facader præget af detaljerigdom og karakterisika. Det er i dette område den krogede del af Lombard Street findes. Og de gamle sporvogne af træ har deres rute gennem Russian Hill. Gå en tur ad Hyde Street og læg mærke til den kreativitet, der præger forretningslivet i området. Slå dig evt. ned på hjørnecafeen og vinbaren Nook (1500 Hyde Street). På en solskinsdag (og dem er der flest af) får du ikke en bedre placering til eftermiddagskaffen end på deres (lille) udendørsserveringsområde. Der består af 4-5 cafeborde langs fortorvet. Enjoy!
Cafe Zoetrope, der ligger i bunden af The Sentinel Building, er blandt San Fraciscos smukkeske bygningsværker. Bygningen minder - omend den ikke er en skyskraber - en smule om Flat Iron-bygningen i New York. Ejendommen blev opført i 1906-07 og husede oprindeligt restauranten Caesar's Grill i stueetagen. Hvor Café Zoetrope nu ligger. Den berømte Cæsar salat siges at være udviklet på Caesar's Grill. I 1972 købte filminstruktøren Francis Ford Coppola bygningen. Flere af instruktørens verdensberømte film er skrevet og klippet sammen i denne bygning. Herunder Apocalypse Now (1979) og Godfather II (1974). Café Zoetrope åbnede i 1999. Stadig med Francis Ford Coppola som ejer. Nogle af retterne siges at være Copollas egne opskrifter. Vi nøjedes dog med kaffe på terrasseområdet og nød solskinnet. Men vi kiggede indenfor og glædede os over store Jacques Tati-plakater på væggene og stilfuldt caféinteriør. Nyd europæisk caféstemning som afveksling til de amerikanske dinners.
Berkeley campus. En lørdag formiddag.
Berkeley
Berkeley ligger i umiddelbar nærhed af San Francisco. Byen på omkring 100.000 indbyggere er altoverskyggende kendt for sit verdensberømte universitet, der i mange målinger rangerer
i top 10 over verdens bedste universiteter. I efteråret 2019 var der omkring 43.00 studerende på University of California, Berkeley.
Gå en fredag aften op ad stejle Durant Avenue. Gaden syder af steming fra et utal
af studerende, der har taget hul på weekenden og hænger ud. Ved spisesteder. Ved deres biler. Eller tag en lørdag formiddag ind på campusområdet for universitetet. Mærk atmosfæren omkring universitetsbygningerne,
hvor der er liv og leben til trods for, det er weekend. Kast et blik på de udendørs opslagstavler og fornem studenterlivet og gå en tur i dele af parkområdet, der godt kan have karakter af skov og vildnis visse steder. Besøg
måske Shop College Wear på Shattuck Ave, byens hovedstrøg, og få et indtryk af, hvor meget merchandise der er forbundet med at gå på universitetet i Berkeley.
Berkey er naturligvis andet end universitetet. Nyd f.eks biograffacaderne - igen på Shattuck Ave - de har karakter af en svunden tid.
Du kommer let til Berkely fra San Francisco. Du tager BART (Bay Area Rapid Transit) tog- og metrosystemet og er i Berkely på omkring 40 minutter.
Det kan godt være det er de gamle træsporvogne introduceret i 1870'erne, der er de mest berømte i San Francicso. Men vi er faldet for en nyere model. Der også præger bybilledet. Så vidt vi har kunne researche fra 1940'erne.
Seneste kommentarer
15.10 | 13:25
Læst med interesse. Skal til Manchester 27-31 oktober men en smuttur til fodbold i LIVERPOOL.
Del siden