Lyon

Lyon er Frankrigs 3. største by. Der bor lige over en halv million mennesker. I grunden ikke meget i et land med over 67 millioner indbyggere. Taget i betragtning, det er landets 3. største by. Filmens fødsel foregik her. Det sørgede brødrene Lumiere for. Der havde en fabrik, som fremstillede fotografisk udstyr i Lyon. I dag er det et museum. En god del af Lyon er på UNESCO's verdensarvsliste. Det gælder eksempelvis det unikke og bakkede kvarter La Crois-Rousse, der udviklede sig i 1800-tallet, da mange af byens silkeindustriarbejdere tog bolig her. Lyon er kendt for deres gastronomi og deres særlige bouchon-restauranter, hvor tunge, lokale egnsretter serveres. Der er rig mulighed for at gå på Bouchon-restaurant i Lyon. Under 2. verdenskrig havde byen en særlig berygtet Gestapo-chef. Klaus Barbie. Der efter knap 40 år på fri fod i 1980erne blev udleveret fra Bolivia og retsforfulgt i selvsamme by, hvor han havde udøvet sine ugerninger. Også denne historie kan opleves musealt i Lyon.

VI besøgte byen en weekend i marts 2022.

Fouvière

Helt tilbage i 1862 fik Lyon deres første kabelbane. Det hedder sig, Lyon har verdens ældste fungerende af slagsen. På et tidspunkt havde byen 5. Nu er der to tilbage Og begge kører op til højdedraget og bydelen Fouvière. Som flere andre bydele i Lyon er den på UNESCO's verdensarvsliste. I dette tilfælde fordi Fouviere-bydelen bidrager til at belyse byens meget lange historie, der går tilbage til romertiden 43 f.Kr. Und dig selv at tage kabelbanen derop. Det er altid en oplevelse at køre med en sådan i en storby. Lyons kabelbane er topmoderne. Sidste gang renoveret i årene 2018-2019.

På Fouviere ligger Notre Dame-katedralen (La Basilique Notre Dame de Fourvière). Katredralen er forholdvis ny. Bygget mellem 1872 og 1896. For private midler. Den blev bygget som en tak til Jomfru Maria, der ses som en skytsengel for byen. Under Den fransk-preussiske krig (1870-71) havde preusserne besat Paris og rykkede hastigt fremad mod Lyon, men trak sig tilbage inden de nåede byen. Det blev tilskrevet Jomfru Marias dåd og til hendes ære blev katedralen bygget. I dag et vartegn for Lyon pga. dens synlighed næsten overalt i byen. På Fouviere-højen ligger ligeledes Tour Métallique de Fouvière. Det er bygget i årene 1892-94. Kræfter i Lyon havde noteret sig hvilken succes Eiffeltårnet havde været på verdensudstillingen i 1889 for Paris. Derfor havde man ønske om en lignede attraktion i Lyon. En forening - anonym - blev grundlagt med det formål at tilvejebringe midler til et lignende tårns opførsel. I lyon. Société Anonyme de la Tour de Fouvière hed foreningen. Og den tilvejebragte den fornødne kapital og sørgede for det 85 høje meter høje metaltårn på Fouviere-højen blev en realitet. Netop fordi det blev placeret på Fouvière-højen rager det højere op i landskabet end Eiffeltårnet. 372 meter over havets overflade. I dag er det tilplastret med sendemaster og lukket for offentligheden. Sådan var det ikke oprindeligt. Frem til 2. verdenskrigs begyndelse var der en restaurant oppe i tårnet, hvor man kunne dinere mens udsigten blev nydt. Og frem til 1953 kunne man se ud over Lyon fra udsigtsplatueauet øverst oppe i tårnet. Det år blev Tour Métallique endeligt lukket for publikum. Og i dag tager det sig bedst ud på afstand. 

Kvartererne Vieux Lyon og La Croix Rousse

Den gamle bydel i Lyon (Vieux Lyon) indeholder mange smukke bygninger fra rennæsancen. Ikke at bydelen er grundlagt der, men rige købmænd og finansmænd byggede huse her, da silkeproduktionen tog fart i Lyon. Det skete efter Kong Louis XI i 1466 var initiativtager til, der blev importeret dygtige silkevævere fra Italien til Lyon med henblik på at grundlægge en silkeindustri. I det 16. århundrede var byen den førende silkeproduktionsby i Europa. Og det skabte rigdom til Lyon. Den gamle bydel har en sjælden kombination af krogede, hyggelige og atmosfærefyldte gader (ikke store pladser med renæssancepalæer) og imponerende store og stilfulde byhuse. Læg mærke til de såkaldte "traboules" i bydelen. Små passager bygget ind i byhusene mellem de smalle gader. De blev indtænkt i tidens byggeri i silkeproduktionstiden. Så silkearbejderne, der fragtede silkevarer mellem fabrikkerne og Lyons to floder kunne spare kostbar tid og komme hurtigt frem og tilbage mellem skibene og væverierne. Den dag i dag er silketekstiler fra Lyon en skønnet vare.  Og kostbar. Ikke mange værksteder med silkeproduktion er tilbage. Men de findes. 

Fra 1998 har Vieux Lyon været på UNESCO's verdensarvliste bl.a. pga. dens smukke renæssancearkitektur. 

 La Croix Rousse-kvarteret ligger op ad den 254 meter høje bakke med samme navn. I dag er det et bohme-kvarter med masser af barer, caféer og små specialforretninger, ungdommeligt og livligt, men oprindeligt var det et kvarter væverne i silkeproduktionen flyttede til i det 19. århundrede. Omkring 30.000 silkeporduktionsarbejdere boede dengang i La Crois Rousse. Området har karakter af en landsby i storbyen. Hyggeligt at slendre rundt i. Og godt for fysikken. La Crois Rousse-bydelen har virkelig stejle gader.

Bouchon Tupin i Lyon

Les Bouchons

Bouchon-restauranterne er en særlig type restaurant i Lyon. Det kan defineres som et simpelt spisested. Det var i hvert fald den oprindelige definition. Bouchon-køkkenet blev grundlagt i det 16. århundrede som simple spisesteder, alternativer til finere køkkener, for de mange silkearbejdere i Lyon (se ovenfor). Ifølge overleveringen hang disse spisesteder et lille bundt strå udenfor deres restauranter. Så man var klar over hvilken type restaurant, der var tale om. Køkkenet var kød baseret.

I dag er der rigtig mange af dem i Lyon. Og de er ikke længere tiltænkt silkearbejderne. Som der nu er meget få af. Godtfolk af enhver slags lægger vejen forbi. Naturligvis også turisterne.

Er du vegetar eller pescetar så frygt ikke. I hvert fald ikke på Bouchon Tupin, 30 Rue Tupin. Du kan reservere bord til to tidspunkter på aftenen, Færste gang 19.30  Og dér åbner restauranten også. Ikke et sekund før. Så tændes lyset. Folk indfinder sig stille og roligt. Og aftenen går i gang. Betjening og stemning er aldeles uformel. Livlig. Og hyggelig.

Musée Lumière

Brødrene Lumière regnes for at være dem, der introducerede filmen - de levende billeder - til et betalende publikum som de første i verden. Det skete på Grand Café i Paris i 1895. Brødrene Auguste og Louis Lumieres far var fotograf og maler. Faderen etablerede i Lyon en lille fabrik der producerede fotografiske plader. Uden den store succes. Sønnerne uddannede sig begge til ingeniører. Og engagerende sig i faderens forretning.  De automatiserede processen med at skabe fotografiske plader i faderens firma. Og gjorde den til en succes. Firmaet voksede. Fabrikken ekspanderende. 

Som andre på den tid eksperimenterede de også med at skabe et apparat, der kunne skabe levende billeder. Brødrene Lumieres bud på et filmkamera patenterede de i feb. 1895. Fra det år og 10 år frem optog en masse små film. Både af dokumentarisk karakter. Og af fiktionsmæssig karakter. De optrædende foran kameraet - dem selv og/eller familie, venner og bekendte af dem stillede sig villigt til rådighed i det nye medies tjeneste. Efter 10 tabte de interessen. Man kan sige, de opfandt fiktionsfilmen. Da de tydeligvis fik statister/skuespillerene til at optræde. Eksempelvis i en af deres mest kendte film "Gartneren vandes" fra 1895, hvor en gartner undrer sig over, hans haveslange ikke virker. Og ser på vandslangens udmundning. Så bliver han sprøjtet til af vand i ansigtet, fordi en fræk dreng i samme øjeblik slipper sin fod fra vandslangen, som han har holdt vandet tilbage med. På pladsen overfor museet var - den lørdag vi besægte museet - en gadesælger ved at rengøre grillriste fra sin madbod med grillede fødevarer. Og monterede en slange på en vandhane placeret ved en kloakrist. Noget gik galt for ham. Og vandet sprøjtede op i ansigtet på ham. Og på hans undertrøje. Pudsigt nok. På Musée Lumière i Monplaisir-kvarteret kan man opleve succeshistorien om Lumiere-brødrenes filmeventyr og filmens fødsel. Og naturligvis se en masse af deres film. Samt en masse filmudstyr fra tiden. Og fra tiden før. Nærmere bestemt tekniske apparater som banede vej for filmkameraet. Musset er placeret i en villa, Lumiere-brødrenes far, Antoine (se ovenfor) lod bygge i 1899. Mussets direktør er Thierry Frémaux, som også er direktør for verdens mest prestigefyldte filmfestival, Cannes filmfestivalen. 

Lyon Musee des Beaux Arts

Lyons enorme kunstmuseum har til huse i et tidligere benedikterkloster. Fra 1803 har et været et kunstmuseum. Det er efter Louvre i Paris Frankrigs  største kunstmuseum. 7000 kvadratmeter. Samling af egyptisk  kunst og malerier fra det 14. og frem til det 20. århundrede. Blandt andet! Så man må vælge ud, hvad man vil se. Man kan diskutere den museale formidlingsstrategi. Her bliver man ikke hjulpet voldsomt på vej. Vi anbefaler at gå målrettet efter Claude Monets (1840-1926) 1903-maleri af Thames-floden og Charing Cross Bridge i London. Det er overvældende smukt. Og kun et af 37 billeder, Monet malede af denne bro fra årene 1899 og frem til 1905. Selve broen i London er fra 1864. Broen er et solopgangs- eller et solnedgangsmotiv. Impressionismens begejstring for og optagethed af at indfange det flygtige lys i landskabet og motivet - og den emotionelle påvirkning af lysets reflektion i alt omkring os - er sjældent skildret smukkere end her. Begynd her på Lyon Musee des Beaux Arts. Og afgør derefter hvor langt interessen og kræfterne rækker til resten af museet. 

Centre d'Histoire de la Résistance et de la Déportation

Man kan ikke hævde, Det historiske center for modstandsbevægelsen og deportationer i Lyon ( únder 2. verdenskrig) har et navn, der er originalt eller er fængende. Men det gør i og for sig ikke museet mindre interessant i sig selv. Museet åbnede i 1992. I bygninger der tidligere tilhørte det franske militær. Her fortælles historien om modstandskampen og jødedeportationerne i Lyon under 2. verdenskrig. Det tyske hemmelige politi, Gestapo, holdt til her, da Frankig var besat. Fangekældrene i bygnignen huser i dag skiftende udstillinger, mens den permanente udstilling er i stueplanet. Den måske stærkeste oplevelse på museet er den ca. 45 minutter lange dokumentarfilm om retsopgøret mod Klaus Barbie i 1987 i Lyons retsale. Klaus Barbie var chef for Gestapo i Frankrig og kendt som Slagteren fra Lyon pga. sin voldsomme brutalitet og hensynsløshed under forhør af fanger. Han blev i 1983 udleveret til Frankrig af Bolivia, hvor han havde holdt sig skjult efter krigen. Og i 1987 dømt til livsvarigt fængsel. Han nåede at afsone 4 år inden han døde af sygdom. Filmen viser vidneudsagn fra mange følelsesmæssigt stærkt påvirkede vidner, som var vidne til eller selv udsat for Barbies ubegribelige brutalitet. 

Den lille prins

Antoine de  Saint-Exupery var forfatter og kom fra Lyon. Han var også journalist og ikke mindst postflyver. Og fløj både i Europa, Sydamerika og Afrika. Han udgav i 1943 børnebogen "Den lille prins", der også blev populær blandt mange voksne og i dag er oversat til omkring 300 sprog! Plottet er ultrakort at bogens fortæller nødlander i Saharaørkenen med sit fly og her møder en lille fyr fra en anden planet, der fortæller om sit liv der. Det er Den lille prins. Lufthavnen i Lyon bærer forfatterens navn og i Rue St. Jean er der en lille forretning dedikeret til forfatterens historie om Den lille prins. Saint-Exupery forsvandt under en flyvning over MIddelhavet i juli 1944. I år 2000 blev dele af hans fly fundet og en dykker og journalist skrev efterfølgende en bog om flystyrtet, hvor tesen er, han 31.7. 1944 blev skudt ned af en navngiven tysk Luftwaffe-pilot.

Place Bellecour

Place Bellecour er på UNESCOs verdensarvsliste. Denne plads, Europas største for fodgængere (biler har ingen adgang), har været kendt siden romertiden, hvor den var markedsplads. I 1200-talet havde ærkebiskoppen af Lyon vinmark på stedet! I dag ligger turisinformationen i Lyon her, pladsen huser et stort pariserhjul og diverse gadeoptrædende stiller sig op og viser deres kunnen for forbipasserende. Midt på pladsen er der en rytterstatue fra 1800-talet af Louis d. 14 - også kaldet solkongen - den længst siddende regent nogensinde i Europa. Ved sin død i 1715 havde han været konge i 72 år og 110 dage i Frankrig. Place Bellecour er Lyons absolutte centrum. De store shoppinggader i byen udgår herfra. 

Floderne Saône og Rhone

Hele to floder gennemstrømmer Lyon. Rhone-floden, der har sit udspring i Schweiz og Saône-floden, der har sit udspring i det nordøstlige hjørne af Frankrig. I Lyon løber Saône-floden ved den nye bydel La Confluence sammen med Rhone-floden og bliver en del af sidstnævnte flod herfra. Flodernes gennemløb af Lyon præger bybilledet og stemningen i byen. Der er adskillige broer at betræde og beundre og folk motionerer og hygger sig med hinanden langs flodernes breder. 

Hvis du vil have et (instagram-)bogstavsfoto af Lyon så er muligheden der i ovenfor nævnte bydel, La Confluence, lige hvor det arkitektonisk-futuristisk udseende antropologimuseum, Musée des Confuences, ligger. Og hvor floderne Saöne og Rhone mødes (se igen ovenfor). Det er bogstavsmæssigt formet som et anagram og har ordlyden "ONLYLYON".