Porto

"Azulejos" (kakler) ses i mange afskygninger i Porto. Forskellige mønstre, farver og motiver præger utallige husfacader, offentlige bygninger og kirker i byen. De er det mest åbenlyse symbol på det portugisiske særpræg, du kan finde. Men Porto har naturligvis mange andre attraktioner. Dom Louis 1.-broen over floden Douro. Douro-floden i sig selv, der i den grad præger livet og billedet af Porto. Frihedspladsen (Praca Liberade) med Rådhuset og fortorvscaféer. Det er - så længe man husker kaffepauser på diverse caféer -  svært at blive træt af at spadsere rundt i Porto og nyde indtrykkene. Op og ned af de forholdsvis stejle gader. Det var i juli 2019, vi gik der.

Dom Luis 1.-broen i Porto. Og Douro-floden.

Broerne, Riberia og Douro-floden

Det er vel ikke helt forkert at betragte Douro-floden som livsnerven i Porto. Floden løber på en strækning ikke meget under 1000 km. fra det centrale Spanien og ind i Portugal og har sit udløb i Atlanterlavet i Foz do Douro, en kystby 5 km. fra det centrale Porto. Der er en del broer, der krydser Douro-floden i byen, men to af dem gør sig især bemærket. Den mest berømte er så absolut Dom Luis 1.-broen.
Broen forbinder Ribiera-bydelen langs havnefronten i Porto med Vila Nova de Gaia, der er en selvstændig by på den anden side af Douro-floden lige overfor Porto. Broen stod klar i 1886 og arkitekten bag var tyskeren Théophile Seyrig, der i 1868 havde startet et arkitektfirma med Gustave Eiffel. Stålkonstruktionsbroen udmærker sig ved at have to etager og håndterer derved megen trafik. Bilister og fodgængere passerer broen på nedre dæk, mens metro og (igen) fodgængere passerer på øvre dæk. Broen er ubetinget Portos vartegn nummer 1 og den er ikke til at komme udenom, besøger man byen. Naturligvis skal den betragtes langs havnefronten i Porto, men snyd dig ikke for at betragte udsigten fra broens øvre dæk. Gå over nedre dæk fra Porto til Vila Nova de Gaia og følg den snoede vej op til broens øvre dæk og sæt dig et øjeblik i Jardim do Morro. Det er en lille park lige ud for broen, men udsigten er til gengæld enorm. Du får med garanti ikke et smukkere vue ud over Porto by og floden Douro.

Riberia-bydelen langs Dourofloden i Portos indre by har været på UNESCO's verdensarvliste siden 1969. Det absolutte centrum i denne bydel er Praca de Riberia ( torvet ved floden), der engang var et marked, men i dag er et sted med cafeer, restauranter og hoteller henvendt til turister især. Det er omkring dette sted Dom Luis 1.-broen står. Prøv at gå forbi den og fortsæt ad Avenida de Gustavo Eiffel. Stort set så snart du er gået forbi Dom Luis 1.-broen er der fred og ro og ingen mennesker! Kontrasten er enorm: Du skal gå under 1 kilometer ad Avenida de Gustavo Eiffel før du støder ind i Ponte Dona Maria Pia. Arkitekten på denne jernbanebro er Gustave Eiffel. Den stod færdig i 1877. Dvs. 12 år før Eiffeltårnet i Paris. Det er ikke svært at se, det er Eiffel der er manden bag denne prægtige bro. Den fungerede som transportbro over Douro-floden for jernbanetrafikken indtil 1991. Siden har den stået tom og forladt. Et italesat projekt om at gøre den til cykel- og fodgængerbro er endnu ikke realiseret.

Rådhuset på Praca da Liberdade (Frihedspladsen). Byens ene store, brede plads. Springvand, gadeoptræden i ydrehjørnet og et par rummelige, traditionelle fortorvscaféeer er blandt pladsens karakteristikaer.

Kirkerne og pladsen

Når man tænker efter, er der faktisk kun én større, rummelig plads i Porto. Praca da Liberdade. De to fixpunkter på pladsen er henholdsvis rådhuset i den ene ende, hvor der står en rand af mennesker for at blive fotograferet foran de store bogstaver af bynavnet og i den anden ende statuen af Pedro d. IV (1798-1834), der grundlagde Brasilien. Det er i og for sig ikke fordi pladsen i det selv har så meget at byde på, men forandring fryder og når man har spadseret af de bugtede og bakkede gader i Porto er det pludselig intersant at stå på en åben plads med udsigt og rum omkring sig. Slå dig ned på én af cafeerne omkring statuen af Pedro d. IV. F.eks. på Confeitaira Ateneia, Praca da Liverdade 57. Prøv evt. deres grøntsagssuppe. Grøntsagssuppe er en næsten obligatorisk (for)ret på det traditionelle menukort i Porto.

Kirkene er mange i Porto. Vi fremhæver to. Igeja de Santo Idelfonso er uden tvivl byens smukkeste. Langt fra den største. Måske er det byens smukkeste bygning. Kirken fra 1730'erne, er stilig i sig selv og ligger på den fine plads Braca da Batalha, men det er facadeudsmykningen fra 1932 af Jorge Colarco bestående af omkring 11.000 malede kakler (azulejos), der er kronen på værket. Jorge Colardo er den mest berømte af Portos azulejo-malere. Når du er på Braca da Baltalha så bemærk venligst den smukke, men forfaldne art deco-bygning fra 1947 Cinema Batalha. I 1990'erne måtte biografen dreje nøglen om for så at genopstår som koncertsted efter en restaurering færdiggjort i 2006. Når man ser bygningen i dag er det dog svært at få øje på restaureringsarbejdet. Men bygningens stilrene karakter er intakt.

Domkirken i Porto (Se do Porto) bør man også bruge tid på. Om ikke andet så for at nyde den skønne udsigt ud over Porto by derfra. Når man er på øverste niveau af Dom Luis 1.-broen på Portosiden, er man ganske tæt på katedralen. Dermed næsten også sagt at kirken er bygget på et udsigtspunkt over byen. Grundlagt tilbage i 1100-tallet, men ombygget af flere omgange, dens nuværende udformning har den haft siden første halvdel af 1700-tallet. Kirken rummer også et kloster med en smuk indergård, dele af den dekoreret med azulejos med motiver af bl.a. Jomfru Marias liv malet helt tilbage i første halvdel af 1700-tallet. Snyd ikke dig selv for en gåtur ned til bymidten oppe fra kirken. Den går ad stejle, krogede gader og illustrerer højdeforskellene og  gadekonstruktionerne i Porto så udmærket.

Serralves museumskomplekset

Det store og variede museumskompleks for samtidskunst Fundacao Serralves ligger smukt i Serralves parken i udkanten af Porto på vej mod Altanterhanvskysten og forstand Foz de Douro. Det består af tre bygninger og en smuk omgivende park. Og er det mest velrenmmerede museum for samtidskunst i Portugal. Kompleksets ældste bygning er en smuk art deco-bygning fra 1925, Casa de Serralves, bygget til greve Carlos Alberto Cabral, og selvom det er en del af museets og indeholder udstillingsværker, er det huset i sig selv i dialog med den omkringliggende park, der er den største attraktion. Museets hovedbygning stammer fra 1999 og er tegnet af den lokale berømte arkitekt Siza Viera (f. 1933). Det består af hele 14 udstillingslokaler. Siza Viera er udover at have tegnet hovedbygningen til Fundacao Serralves berømt for sit 1966-værk Piscina das Marés (tidevandspoolen), hvor han i beton har designet flere udendørs swimmingpools lige ned til det uregerlige og kolde Atlanterhav i Matonsinhos, en kystby under 10 kilometer fra Porto. Vi var forbi en regnfuld julidag mens tidevandspolen var under restaurering! Men Vieras smukke museumsbygning i Porto fik vi nydt i solskin. Nyeste bygning og udstillingsrum i Fundaco Serralves er Casa do Cinema Manoel de Oliveira. Denne udstillingsbygning (i virkeligheden to separate bygninger) til egnet Portugals mest berømte filminstruktør åbnede i 2019. Manoel de  Oliveria er muligvis og sandsynligvis den eneste filmistruktør, der har lavet spillefilm efter at være fyldt 100 år. Han lavede sin sidste spillefilm, men ikke sin sidste film, som 104-årig i 2012. Fundacao Serralves har etableret en museumsbygning til hans ære og det er et fint stykke museal formidling, der bl.a. via interaktive storskærme formidler filmkunsterens værker. Oliveira stammede fra Porto. Hans debutspillefilm fra 1942, Aniki Bobó, foregår i Porto og det samme gør den dokumentaristiske The Artist and the City (1956). Disse film giver et glimrende indtryk af Porto før masseturismen indtog byen og hverdagen var en anden for de lokale.

Kaffe, mad, banegården og andre steder

Lykken er at finde sit eget sted i de storbyer, man nu besøger og opholder sig i under sin ferie. Vi fandt stedet til kaffe, postkortskrivning og betragtning af det omkringliggende gadeliv og -mylder på Hotel Pestana Portos fortorvscafé. Den har er et solrigt hjørne, gadeaktiviteten omkring én er høj, der er en spændende dj-udstyrsforretning til venstre for cafébordene og et teater lige overfor med samme navn som gaden. Teatro Sá da Bandeira.

Skal du have chokolade eller nødder til at holde blodsukkeret oppe på din spadsertur rundt i Porto eller lokal kaffe med hjem, så læg vejen forbi A Pérola do Bolhao. Denne købmandsbutik har mere end 100 år på bagen. Facaden er i smuk Art Noveau-stil, betjeningen foregår i astadigt tempo, én ekspidient tager imod din bestilling og dine penge, han tøffer hen til kassemesteren, der står for at føre det ind i kasseapparatet og give byttepenge til bage til ekspedienten, der så afleverer dem til dig sammen med dine varer! Forretningen ligger på R. Formosa mellem Praca de Riberia og  Igeja de Santo Idelfonso.

Det kan godt være, du ikke har behov for at køre med tog i Porto eller Portugal, men der er ingen vej udenom at tage hen og se banegården i byen. Estacao de Sao Bento. Der er formentlig flere, som møder op på banegården for at se Jorge Colacos udsmykning af ankomsthallen, som han skabte fra 1905-1916, end der er rejsende sammesteds. Omkring 20.000 kakler bryder ankomsthallen og alle disse azulejos fortæller udvalgte dele af Portugals historie. Der er mange facader og vægge prydet af azulejos rundt omkring i Porto, som allerede nævnt, men ingen så berømt som Estaco de Sao Bento-udsmykningen.

Når det er tid til aftensmaden, vil vi anbefale dig at gå ad Rua da Picaria, der ligger i Baixa-bydelen (indre by). Der ligger flere gode restauranter i denne stejle gade. Prøv f.eks. Nabos da Pucara (nummer 40), de tager deres bl.a indisk inspirerede køkken (og deres lille vinkort ligeså) ganske alvorligt og gør en dyd ud af at servere maden rygende varm. Det er ikke kompliceret mad, men det er lavet med hjertet. Betjeningen er halvpunket og uformel, men seriøs og interesseret. De serverede det bedste broa (brød) med tilhørende chilismør vi fik i Porto. Lige overfor ligger Cocteleria Tapas, spansk tapas med portugisisk twist. Køkkenet er seriøst og uprætentiøst.

Mercado Ferreira Borges er en meget smuk markedshal forholdsvis tæt på havnefronten (Ribeira) i Porto. Den er bygget i 1885 i støbejern og glas. I 2010 blev den ombygget og restaureret og fungerer nu dels som salgssted for kunsthåndværkere og iværksættere, som sælger smykker, parfumerivarer og tekstiler m.m., desl som café, restaurant og klub med koncerter og electronica-events. Absolut et besøg værd. Hvis ikke for andet så for at opleve markedshallens imponerende arkitektur.