WIEN

























Wien var indtil omkring 1. verdenskrig Europas næststørste by.  Efter London. Mozart boede nogle år her i 1780'erne. I dag er hans lejlighed et museum.

Og du kan fra hans stuevindue se ned på Domgasse,

hvor lejligheden ligger, og spekulere over, hvad Mozart

mon så, når han kiggede ud af dette vindue.

Maleren Gustav Klimt (1862-1918) er nok mest kendt for sine værker først i det 20. århundrede, hans såkaldte "gyldne periode" hvor han malede med bladguld, sølv og platin". På kunstmuseet Belvedere kan ses nogle af Klimts berømte værker. I forlystelsesparken "Prater" er kulturen noget mere folkelig. Man behøver ikke leve sig alt for meget ind i det, men uanset så er det berømte pariserhjul fra 1897, designet af englænderen Walter Basset i anledning at kejser Franz Joseph 1. af Østrig-Ungarn havde siddet 50 år som regent, et fint eksempel på ingeniørkunst i industrialiseringens tidsalder. Det 430 ton tunge og 65 meter høje pariserhjul står og kører rundt endnu. 

Vi besøgte Wien en weekend i februar 2023. 



Michaelerplatz

Belvedere

Caféerne


Cafékulturen i Wien er udbredt. Det første kaffehus siges at være åbnet i 1685. I 1910'erne eksisterede omkring 600 caféer i Wien. Byens "Kaffeehaus-Kultur" har været på UNESCO's immaterielle verdensarvsliste siden 2011. Den meget berømte Café Central fra 1876 er der konstant kø foran. Det gad vi ikke. Ej heller selvom Sigmund Freud vist ofte lage vejen forbi. Så gik det bedre på Café Schwarzenberg. En anden af Wiens klassiske og historiske caféer. Der også er en udmærket restaurant. Der har været cafe på adressen siden 1861 dog først fra 1902 under navnet Café Schwarzenberg. Efter 2. verdenskrigs afslutning brugte den russiske hær caféen til forskellige arrangementer. Under et af dem blev meget af møblementet gennemhullet af patroner! Kan man læse på caféens hjemmeside. Et enkelt gennemhullet møbel skulle være gemt om historisk klenodie på stedet. VI lagde dog ikke mærke til dette. Klassisk møblement i caféstil, stileligt klædte tjenere, cafémad i den finere ende. Et godt bud på en klassisk wienercafé. I den anden ende af caféspektret er der Caffé Couture, der ligger i en overdækket arkade. Det er et lille sted, men med både kafferisteri, -shop og café. Det er hipsterstil, der er er mulighed for "hand brew" filterkaffe. Du vælger blandt de mange kaffeblandinger, baristaen vejer de malede bønner på vægt og står for den nænsomme gradvise ophældning af vandet over bønnerne.

Skal det hverken være klassisk wienercafé med en snert af masseturisme over sig eller kaffe fra en barista med velplejet fuldskæg så prøv i stedet Café Engländer. Det er for de lokale. Først og fremmest. Stedet hviler meget i sig selv. En lørdag aften spiser ægtefæller her, veninderne får et glas og større grupper fejrer ét eller andet. Sådan var det i hvert fald da vi var forbi. Og fik en solid cappuccino og en "Kleiner Schwarzer". Og blev genkendt som turister.  "Touristen" mumlede de to ældre veninder ved nabobordet, da vi betalte og lagde lidt drikkepenge til tjeneren. 




          Cafe

Schwarzenberg

Caffé Couture

Cafe Engländer

Kunsten i Wien


Belvedere er et barokslot fra  det 18. århundrede, der i dag fungerer som kunstmuseum. Der er både et øvre og et nedre Belvedere (to forskellige bygninger). Vi besøgte øvre. For der er malerier af Gustav Klimt og Egon Schiele. To af de absolut mest berømte østrigske billedkunstnere fra det 20. århundrede. Som nævnt i indledningen er Klimt især kendt for hans "gyldne periode" og et af de absolut mest berømte billeder herfra er "Kysset" fra 1907-1908. Det kan ses på Belvedere. Indtil 2006 hængte også et andet berømt billede af Klimt fra samme periode på museet, "Portræt af Adele Bloch-Bauer" fra 1907, men Marie Altmann, niece til Adele Bloch-Bauers mand, lagde i år 2000 sag an mod den østrigske stat og hævdede at være den retmæssige ejer af billedet. Ved en volgiftssag i Østrig fik hun medhold.I dag hænger maleriet på Neue Gallerie i New York. Egon Schiele nåede ikke engang at blive 30 år inden den spanske syge tog livet af ham. Og hans kone. Og hans lille barn. Men han har skabt fantastiske ekspressive billeder - ofte portrætter - bl.a. "Familien" malet i 1918, samme år som han døde, der kan ses på Belvedere. 


Kunstneren Hundertwasser var en østrigks maler og arkitekt, der blev født sidst i 1920'erne og døde i år 2000. Han er i dag nok mest kendt for sin særprægede og meget unikke arkitektur, bl.a. KunstHaus Wien, der i dag er et museum for rigtig mange af Hundertwassers malerier og Hundertwasserhaus, der begge er placeret i Wien og ligger ganske tæt på hinanden. Hundertwasser gik få måneder på kustakademiet i Wien som ung, men droppede ud og nægtede gennem sin karriere at bekende sig til eller tilhøre bestemte kunstretninger. Hans malerier er farverige og har ofte et naivistisk præg. Et besøg på hans museum er udover de mange malerier også et besøg ind i hans arkitekturskabelser og hans pionerfærd indenfor bæredygtig levevis, som Hundertwasser udforskede mange steder i verden. For han var også en flittig rejsende og boede forskellige steder på kloden gennem sit liv. Han døde på en rejse på et skib af et hjerteanfald. 


Kunsthistorisk Museum Wien er Wiens store museum for den ældre kunsthistorie. Museet har værker op til og med det 18. århundrede. Dog også nyere kunst på særudstillinger. Blandt hovedværkerne er 12 malerier af den flamske 1500-tals billedkunstner Pieter Bruegel den ældre. F.eks. "Babelstårnet" (1563) eller "Jægerne i sneen" (1565). Bruegels malerier er præget af utrolig detaljerigdom og giver et indblik i, hvordan den fysiske verden så ud i 1500-tallets nordlige Europa.


            KunstHaus Wien

Domgasse

I Domgasse nr. 5 boede Wolfgang

Amadeus Mozart fra 1784 til 1787. 

Lejligheden har været museum fra 1941.

I 2004 gennemgik museet en større

renovering. På denne adresse skrev

Mozart bl.a. operaen Figaros Bryllup

(1786). Museet bærer navnet Mozart 

Haus Wien. Her kan ses originale

nodeark udformet af Mozart. Hans

dødsattest ligeså. Mozart blev kun 35 år

gammel. Han var ud af en søskende flok

af 7, men hun en søster og ham selv

overlevede barndommen. De var begge

vidunderbørn. Mozart selv fik med sin 

kone 6 børn, hvoraf kun 2 overlevede

tidlig barndom. Museet indeholder

også en model af det inventar, Mozart

efterlod sig ved sin død (hvor han boede

i en anden lejlighed). Alt for mange

møbler til en alt for lille lejlighed. Mozart

tjente godt, men levede stadig over

evne og døde forgældet. Rummene i

Mozarts lejlighed er næsten tomme, men 

du kan stå og kigge ud af vinduet i 

lejligheden i Domgasse og se på den 

samme gyde som et af musikhistoriens

genier så ned på. 



Stephansdom



Stephansdom er den store domkirke placeret centralt i Wien. Den har ingen særlig plads omkring sig, man går forbi den på et af byens hovedstrøg som en del af så meget andet byggeri. Kirken der overvejende er i gotisk stil blev påbegyndt bygget i 1100-tallet. Ombygget af flere omgange gennem historien.  I slutfasen af 2. verdenskrig var den ved at blive jævnet med jorden, da den tyske kommandant i Wien krævede dette. Kaptajnen, der skulle effektuere dette, udførte dog ikke ordren. Kirkens tag er spetakulært. Det udgør et mønster og er af glaserede teglsten. 

Riesenrad i Prater-parken



Forlystelsesparken Prater er ingen attraktion i sig selv.

Tværtimod er der en hvis tristesse ved at gå rundt der en kold februaraften. Selv på en lørdag. Blandt radiobiler, andre forlystelser, blinkende lys og høj EDM-musik fra højtalerne. Der er stadig lidt regulær park over stedet, men kejser Joseph den II, der i 1766 åbnede denne park for offentligheden,

ville nok se til med en vis forundring, hvis han i dag lagde vejen forbi. Retfærdigvis skal det dog siges at det kun er et lille hjørne af den ellers 6 kvadratkilometer store park, der er tivoli.

Og det er dér, vi har været. For det enorme pariserhjul, Riesenrad, er stadig værd at betragte. Måske især hvis man er filmfan. Og filmhistorisk interesseret. Pariserhjulet spiller en central rolle i Carol Reeds thriller fra 1949 Den

tredje mand.


   

     




Schmetterlinghaus i Wien



Sommerfuglehuset i Wien (Schmetterlinghaus) ligger i den lille bypark Burggarten. Det har til huse i en smuk Art Nouveau-bygning fra 1901 tegnet af arkitekten Friedrich Ohmann. Det er en del af flere bygninger, der går under navnet Palmehusene. Tidens tand indhentede i slut 1980'erne Ohmanns pragtværk af et palmehus og det blev lukket af sikkerhedsgrunde for publikum. Efter en 13 millioner euro-ombygning kunne det i 1998 atter slå dørene op. Nu som et palmehus med omkring 150 forskellige sommerfuglearter, der boltrer sig og flyver omkring i tropehuset og forbi publikums øjne og ører. Udover sommerfuglene er der selvsagt et hav af botaniske vidundere at opleve i Schmetterlinghaus.