Tanger

Medinaen i Tanger. Snævre og ind imellem labyrintiske gyder. Til tider tætpakkede. Til tider øde.

Medinaen i Tanger. Snævre og ind imellem labyrintiske gyder. Til tider tætpakkede. Til tider øde.

Det tager en times tid at sejle de knap 15 km. over Gibraltarstrædet fra Tarifa i det sydligste Spanien til Tanger i det nordligste Marokko.  Klimaet er det samme. Men så hører de fleste ligheder også op. Når du sidder på Gran Café de ParisPlace de France og nyder en kaffe, så fornemmer du Tangers postkolonielle islæt. Når du sidder i medinaens centrum på Petit Socco og drikker sød myntethe på Café Central, så fornemmer du den arabiske kultur meget stærkt. Det er mere end 50 år siden Tanger var en international zone med frihandel uden beskatning og med en international komite som administrator. Stedet tiltrak kunstnere, ikke mindst de såkaldte beatgenerationsdigtere i 1950'erne. Allan Ginsberg og Willam Burroughs heriblandt. Også den tid er i dag en del af fortællingen om Tanger, når man besøger byen.

Her er afstikkeren fra Europa på vores blog. Vi gæstede byen tre dage i juli 2015.

Taxaer i rundkørslen på Grand Socco. Den centrale plads er indgang til Medinaen og det fantastiske Cinémathéque de Tanger ligger på Grand Socco. I baggrunden til venstre Sidi Bou Abid Moskéen fra 1917.

Taxaer i rundkørslen på Grand Socco. Den centrale plads er indgang til Medinaen og det fantastiske Cinémathéque de Tanger ligger på Grand Socco. I baggrunden til venstre Sidi Bou Abid Moskéen fra 1917.

Gran Socco og Cinema Rif.

Det ville være forkert at sige, Gran Socco er storslået i sig selv, men den er en form for centrum i Tanger og er overgangen fra bydelen Ville nouvelle til Medinaen. Pladsen er livlig. Taxaerne drøner rundt i rundkørslen, men der er også bænke omkring en lille plæne på pladsens midte og fortovcaféer omkring pladsen, hvorfra man kan betragte pladsens mylder.

Det er også her Cinema Rif ligger. Her holdes fanen højt for alverdens filmkultur højt. Vel at mærke Art Cinema. Her kan du som det naturligste i verden se Fransk Nybølge fra 1960'erne. Eksempelvis. Cinema Rif blev etableret i 1938, siden 2006 har stedets egentlige navn være Cinématheque de Tanger og drives som"non profit organization", som der står på deres hjemmeside. Her bekrives også stedets mission som bl.a. værende:(To) promote world cinema in Morocco, and Moroccan cinema in the world. Pragtfuldt! Stedet har en fin café som en del af biografkomplekset.

Myntethe på Café Central på Petit Socco i Medinaen. Lille gadesælger til venstre i billedet. Øverst i billedet vejviser til Kasbahen.

Myntethe på Café Central på Petit Socco i Medinaen. Lille gadesælger til venstre i billedet. Øverst i billedet vejviser til Kasbahen.

Medinaen

Medinaens centrum i Tanger er Petit Socco, et forholdsvis lille torv. Her ligger den legendariske Café Central, hvor internationale forfattere og andre hang ud, da den var en bar og Tanger havde status som international zone (1923-1956) i verdenssamfundet. I dag må man foreslå noget andet end alkoholiske drikke at nyde. Vores anbefaling er at tage det første glas myntethe i Tanger på denne plads, på denne cafe. Myntete er en marokansk tradition. Grønne teblade, mynteblade...og en del sukker! Det skal naturligvis smages. Der er god chance for optræden samtidig mod en lille betaling. F.eks. et akrobatisk show der pludselig indfinder sig på pladsen med saltoer, balancekunst m.m. Medinanen er krogede gyder med diverse forretninger, det er gadesælgere, caféer og restauranter. Man kan føle sig stuvet sammen som sild i en tønde og man kan føle sig forladt og ene i denne verden. Så tyst og øde kan der være i én af de mange gyder i den gamle bydel, Medinaen. Kulturmangfoldigheden lader sig heller ikke fornægte her. Der er stadig en aktiv synagoe i Medinaen (før 1948 havde Marokko den største jødiske befolkningsgrupper i den arabiske verden), her ligger Den spanske kirke (Spanish Cathedral)  og her ligger Den store moske (Gran Mosque). Tanger har været regeret af mange kulturer og det multireligiøse samfund er en del af Tanger.

Mausoleum i Kasbahen. Henri Matisse malede dette motiv i 1912, da han i en periode boede i Tanger på Grand Hotel Villa de France.

Mausoleum i Kasbahen. Henri Matisse malede dette motiv i 1912, da han i en periode boede i Tanger på Grand Hotel Villa de France.

Kasbahen

Kasbahen ligger inde i Medinaen. Men på et højdedrag. I romertiden var der et fort her, sultaner har boet her og har haft harem her og i nyere tid har prominente personer som malerne Matisse og Delacroix, forfatterne Truman Capote og William S. Burroughs og modedesigneren Yves Saint-Laurent slået sig ned i byen for en tid. Også i dag er der prominente boligejere i Tanger. Hollywoodstjernen Michael Douglas eller hans familie har et lille byhus i Kasbahen.

Kasbahen er modsat Medinanen lys og åben. Den hvide farve dominerer husfacaderne, men  dør- og vinduespartier i klare stærke farver, onamenteriner omkring indgangspartier og frodige byhaver samt muligheden for at sidde på en café og se ud over hele Tanger og Middelhavet, gør en spadsertur i Kasbahen til en meget anderledes oplevelse end en slentretur i Mediaen under Kasbahen. Her er renskuret og velholdt. Vi kan anbefale at lægge vejen forbi maleren Chaara Mohammed, der har galleri i Kasbahen. Han laver fine ting og er en venlig sjæl.

Gran Café de Paris på Place de France har ligget her siden 1927. Frankrig var én af de kolonimagter, der kontrollerede Tanger i perioden hvor byen havde international status.

Gran Café de Paris på Place de France har ligget her siden 1927. Frankrig var én af de kolonimagter, der kontrollerede Tanger i perioden hvor byen havde international status.

Ville nouvelle

Ville nouvelle er en ganske anderledes oplvelse end kasbahen og medinanen i Tanger. Konstureret mens byen var under spansk protektorat fra 1912 og mens den var international zone tager den sig arkitektonisk og byplanlægningsmæssigt anderledes ud. Her er bredere gade og avenyer. Her er tidligere biografkomplekser i stilren funktionalisme fra 1920'erne - 1930'erne, der nu tjener andre formål.  F.eks.Cine Roxy på Avenye Prince Moulay Abdellah, er nu en thesalon (Salon du The Roxy). Det er også i Ville nouvelle forretningsgaden Boulevard Pasteur, der bestemt ikke har karakter af Medinaens snævre gyder, ligger. Og i Ville nouvelle kan du ligeledes spadsere langs Aveny d'Espagne og få sand mellem tæerne på bystranden i Tanger. Vi nød aftensolen og solnedgangen dér en aften. Ingen badende, men strandstemning kan også opleves og nydes på anden vis.

Vi anbefaler en kaffe på Gran Café du Paris, der støder op til Boulevard Pasteur. Her er fransk boulevardstemning ved fortorvscafébordene og en udsøgt mulighed for at betragte livet i Tanger, da caféen ligger ud til den befærdede og travle Place de France. Skriv dine postkort her eller på Café Central i Medinanen.

Marokko er et muslimsk land og der serveres ikke alkohol på caféer og restauranter. Men der er mulighed for at nyde et glas lokalt produceret vin stadig. I Marokko produceres der eksempelvis rødvin på franske druesorter som Carignan, Cinsaut og Grenache og i mindre grad på Cabernet Sauvignon, Syrah og Merlot. Denne vin kan købes og nydes på hoteller, hvor klientellet forventes at være internationalt. Hotel el Minzah på 85 Rue de la Liberté  har en dejlig gårdhave med vinbar. Er du vinelsker bør du ikke snyde dig selv for en vinoplevelse her.

Seneste kommentarer

15.10 | 13:25

Læst med interesse. Skal til Manchester 27-31 oktober men en smuttur til fodbold i LIVERPOOL.

Del siden