Bukarest

Nicolae Ceaucescu, Rumæniens kommunistiske leder og diktator fra 1967 til 1989, ryddede 7 kvadratkilometer af det gamle Bukarest for at gøre plads til en byplanlægning med store pladser og kæmpe boulevarder efter forbillede fra Kina og Nordkorea. Og byggeri i beton. Det bærer Bukarest stadig præg af i dag knap 30 år efter kommunismens fald. Men Bukarest har endnu en gammel bykerne, Lipscani, hvor et andet Bukarest træder frem. Byen har den måske smukkeste overdækkede forretnings- og caféarkade i  Europa. Det kan godt være Milanos er 10 gange større, men Macca-Villacrosse Arcaden i Bukarest er 10 gange hyggeligere. Bukarest bærer sin historie med sig - og den er meget andet end 40 års kommunistisk styre og undertrykkelse - men dvæler ikke ved den. Den kender sit værd og udvikler sig selvbevidst og stolt. Vi besøgte Bukarest i juli 2014.

Macca-Villacrosse Passagen. Det måske smukkeste sted i Bukarest.

Lipscani

Lipscani er både et decideret gadenavn og navnet på den gamle bydel i Bukarest. Navnet er en reference til den i dag polske by Gdansk, der i Hansastadt-perioden (1200-tallet til 1600-tallet) hed Leipzig. Mange handlende kom fra denne by og solgte deres varer i Lipscani-området. Et stort jordskælv i 1977 ødelagde store dele af det gamle Bukarest, Ceausescus byfornyelsesprogram jævnede som indledningsvis ligeledes store dele af den gamle bydel, men der er stadig en historisk bykerne at finde i Bukarest. I løbet af det 19. århundrede blomstrede Lipscani op og mange af de huse, der i dag pryder bydelen er skabt i den periode i renæssance-, neobarok- og neoklassisk byggestil. Men også i begyndelsen af det 20. århundrede blev der bygget flittigt i Bukarest. Af samme grund blev byen i Mellemkrigsperioden omtalt som "lille Paris" pga. den stærke arkitektoniske påvirkning fra netop Paris først i 1900-tallet. 

Et af de smukkeste byggerier i Lipscani er Macca-Villacrosse Passagen konstrueret i 1891. Passagen er bl.a.navngivet efter en stadsarkitekt i Bukarest. Det, der gør den overdækkede arkade særlig, er det gule glas, der udgør passagens tag. Det bader hele passagen, der først og fremmest indeholder caféer, men også et aktivt forretningsliv, i et smukt varmt gult lys. Og gør oplevelsen særlig. Det er ikke en stor passage, men det er uden sidestykke den smukkeste og mest unikke af slagsen, denne rejseblogs forfattere er stødt på nogensteds. 

Stavropoleoskirken og den restaurerede indergård. En perle i Lipscani.

Stavropoleoskirken er en af Lipscanis andre store seværdigheder. Kirken, der kan dateres tilbage til 1724, blev etableret af en græsk munk ved navn Stratonikeas To år før havde munken sammesteds etableret et overnatningssted for folk på gennemrejse og det var indtægterne fra dette, der finansierede kirken. Den meget fine og grønne gårdhave i kirkens innergård er et fantastisk åndehul og et oplagt sted at søge ro en stund, når man har brug for en pause fra Bukarests støj og mylder.

På hjørnet af Lipscani-gaden og Bratianu Boulevarden står "Statuen af hunulven fra Bukarest". Statuen har været placeret mange steder i Bukarest, siden den i 1906 blev skænket af bystyret i Rom (hvor originalen findes). Dele af skulpturen, der er i bronze, har været stjålet, men er blevet genfundet. Hunulven både vogter over og byder dig velkommen til den gamle bydel af Bukarest. Vid det og dvæl et øjeblik på dette hjørne og betragt hende og hendes diende ulveunger. 

Udsnit af facaden fra Parlamentspaladset i Bukarest. Arealmæssigt den næststørste bygning i verden.

Parlamentspaladset

Folkets hus var et vanvidsbyggeprojekt sat i gang af Rumæniens kommunistiske leder Ceaucescu. Påbegyndt i 1984. Og endnu ikke afsluttet, da han blev sat af og henrettet sidst i 1989. Siden 1994 har det blandt meget andet været hjem for parlamentet i Rumænien. Og siden dette år også båret navnet Parlamentspaladset. Bygningens omfang og størrelse tangerer det ubegribelige. Det er verdens tungeste bygning og arealmæssigt, verdens næststørste. Bygningen består af 1100 rum, hvoraf "kun" de 400 anvendes i dag. Finansieret af rumæniens befolkning, der levede i fattigdom men statsoverhovedet byggede dette palads fyldt med luxusmaterialer. F.eks marmorbelagte trapper, der blev revet op og genanlagt, fordi Ceaucescus kone ikke synes, trappetrinshøjden var tilfredsstillende. For bare at citere én af de historier, turguiden kom med, da vi besøgte Parlamentspaladset. Det kan absolut kun besøges på guidede ture, det kræver medbragt pas og det fordres, man holder sig strengt til guiden. Det betragtes som brud på Rumæniens statssikkerhed, hvis man forsøger at begive sig rundt på egen hånd under et besøg i Parlamentsbygningen.

Nok er bygningen imposant i sig selv, men et besøg i Parlamentspaladset er først og fremmest et studie i en diktators fuldstændige mangel på realitetssans og fornemmelse for demokratisk ledelse og sindelag. 

Blikfang. Og arkitektur med holdning. Det hemmelige politis hovedbygning under kommunisttiden nederst. Øverste bygning er hjemsted for de rumænske arkitekters sammenslutning. Bygningerne er fra henholdsvis 1890 og 2003.

Det bedste. Stemningerne i Bukarest.

 Det er svært at indfange, hvad det præcis er, der gør det, men Bukarest har noget unikt over sig som hovedstad og storby. Vist har byen forlængst vredet sig løs af kommunismens og diktaturets greb, men der er stadig megen reminiscens fra de 40 år, byen blev planeret udfra en kommunistisk ideologi. Lange boulevarder og store pladser er alt i alt stadig det dominerende infrastrukturelle indtryk man får af byen, når man bevæger sig rundt i den. De krogede gader, de individuelle kvarterer og undergrundsmiljøerne er der, men det snorlige, ensrettede og standartiserede har stadig godt fat i Bukarest, når det gælder bygninger og gader i byen. Pladsernes enorme omfang og de brede boulevarder består, selvom ideologien, der skabte dem, forlængst er fortid. Navnene ændres, men udtrykket ikke synderligt. På godt og ondt.

De mest interessante pladser blandt mange er Unionspladsen, Revolutionspladsen og Universitetspladsen. De ligger snildt i gåafstand fra hinanden. På Universitetspladsen ligger The Intercontinental Hotel. Bygget mellem 1968-70. 22 etager højt. Det er et klassisk eksempel på arkitektur fra perioden i Østeuropa.Voldsom volumen. Beton.  På Revolutionspladsen (Piata Revolutiei) står Genfødselsmonumentet (Memorial of Rebirth). En 25 meter høj marmorsøjle med en metalkrone for oven til minde om ofrene for  og kampene mod det kommunistiske diktatur. Monumentet er designet af Alexadru Ghildus og stod færdigt i 2005. Det er også her, bygningen hvori Ceaucescu holdt sin sidste (direkte tv-)tale til det romænske folk og blev fordrevet af folket midt under den, ligger. Det tidligere kommunistiske indenrigsministerium. Unionspladsen har mere luft omkring sig. En lille park ligger op til pladsen og floden Dambovita, der gennemløber Bukarest, tager sig godt ud fra denne plads. Fra Unionspladsen, præget af byggeri for 1980'erne, ser du ad den lange Unionsboulevard ( Bulevardul Unirii) direkte op på Parlamentspaladset. 

Det største centrale grønne åndehul i Bukarest er Cismigiu Garden. Det er også byens ældste park. Her er en stor parksø og havearkitekterne har været kreative i forhold til parkbænkenes opstillinger.

Cafélivet kan nydes på Grand Café Van Gogh (Strada Smardan 9), der har en stor udendørs terrasse. Måske byens mest kendte cafe. Centralt placeret.  Morderne stil. Dens tilknytning til Van Gogh står hen i det uvisse. Byens måske mest berømte spisested (også for turister) er Caru' cu bere. Denne restaurant har ligget på Stavropoleos Street i mere end 100 år, det er et stort sted, der serveres traditionelt romænsk mad og mange vil nok foretrække at skylle denne ned med den øl, Caru' cu bere selv brygger. En virkelig skøn plads i Bukarest for et måltid, et glad vin eller en kaffe er The National Military Club. Bygget i 1912-13 på et sted hvor der før lå et kloster. I neoklassisk stil. Oprindeligt bygget som socialiserings- og uddannelsessted til den rumænske hær, og i dag har bygningen stadig tilknytning til hæren. Som turist er det dog terrasserestauranten på pladsen forand The National Military Club, der trækker. Stilfuld, gammeldags tjeneroptræden og et fint vue udover Calea Victoriei. Calea Vicroriei betragtes som en af de mest mondæne gader i Bukarest, og det har været sådan siden romæsnske aristokrater byggede store palæer i gaden sidst i 1700-tallet. Og det var den første gade, der - i 1882 - fik installeret elektrisk lys i byen. Ikke langt fra The National Military Club ligger The Palace of Telephones (stadig på Calea Victoriei). Bygget mellem 1931-33 af bl.a. to amerikanske arkitekter. I smuk Art deco-stil. Det var indtil 1952 Rumæniens højeste bygning.

God vin i Rumænien? Ja så absolut. Det bedste vi har fået er fra Prahova-regionen produceret af vineriet Davino. Deres rødvin Flamboyant på bl.a.Cabernet Sauvignon er en stor vinoplevelse. Den sælges i lufthavnen i Bukarest. Og er ikke billig.