Bristol

M Shed-museet ved havnefronten i Bristol. Og én af de karakteristiske nu pensionerede lastekraner foran dette. Bemærk også luftballonen.

M Shed-museet ved havnefronten i Bristol. Og én af de karakteristiske nu pensionerede lastekraner foran dette. Bemærk også luftballonen.

Englands tiende største by på omkring en halv million indbyggere har et varieret tilbud til sine turister. Stonehenge kan nås med offentlig transport på omkring halvanden time. Havnefronten vidner om og har levn fra en tid, hvor industrialiseringen tog fart og ændrede vores tilværelser. Floden Avon og den i 1800-tallet kunstigt etablerede Floating Habour snor sig gennem det meget kuperede og klipperige terræn i Bristol. Det ses mest pittoresk fra Clifton Suspension Bridge. Et arkitektonisk mesterværk fra 1800-tallet. Kæmp dig op ad trapper og stejle veje for at nå Clifton-bydelen i Bristol, en smuk særegen landsby i eller - om du vil forstad til - Bristol med hyggelige gyder og caféer samt imposant georgiansk arkitektur. Vi tog turen til Bristol i juli 2019.

Marinaen i Bristol. Bemærk de mangefarvede  karakteristiske boligblokke på skråningerne på modsatte flodbred.

Marinaen i Bristol. Bemærk de mangefarvede karakteristiske boligblokke på skråningerne på modsatte flodbred.

Havnepromenaden.

Havnen i Bristol blev grundlagt i 1200-tallet. Byen ligger ikke ud til havet, men floden Avon løber som nævnt i indledningen omkring Bristol og fører ud i Atlanterhavet. Hvilket har givet byen gunstige betingelser for indtjening i forhold til handel via søvejen.Den britiske trekantshandel begyndende i 1600-tallet tog i endog meget høj grad udgangspunkt fra havnen i Bristol. Der blev sejlet tekstiler, ammunition m.m. til Afrika herfra i bytte for slaver. Slaverne blev så sejlet til Amerika og byttet for varer som rom og sukker, der kom retur til England. Først et stykke ind i 1800-tallet forbød engelsk lovgivning slavehandlen. Dog er der også mange sider af Bristols havnemiljø, der har mindre inhuman karakter. Man kan se skibet SS Great Britain, der ved sin konstruktion i 1840'erne kunne bryste sig af at være verdens største og som kunne sejle mere end 350 passagerer over Atlanten til New York. Industrisamfundets opblomstring prægede i høj grad ligeledes Bristols udvikling og havnen var igen et omdrejningspunkt for import og eksport af fabriksproducerede industrivarer. Således ses ved havnefronten - nu som museal genstand - The Fairbairn steam crane fra 1876, en lastekran fungerende ved dampkraft med mulighed for at løfte op til 35 tons ad gangen. Den står sammen med 4 tilbageværende ud af 8 elektriske kraner, der fra først i 1950'erne supplerede, men ikke afløste dampkranen i Bristols  industrihavn, som et monument over en nu svunden tid i Bristol. Dampkranen, men især de 4 elektriske kraner bygget af ingeniørfirmaet Stothert  & Pitt fra Bath har nærmest skulpturel karakter både på afstand og når man står under dem og er så absolut de mest imponerende genstande tilhørende industri- og bymuseet M Shed, der er placeret lige ved siden af kranerne. M Shed fortæller historien om Bristol fra forhistorisk tid og frem til i dag.

Industrihavnen er for længst forsvundet fra Bristol. Og i dag har området en rekreativ karakter. Man kan gå en endog temmelig lang og varieret tur langs havnen. Begyndende omkring M Shed-museet og det gamle industriområde. Siden henover lystbådehavnen med autentisk sejlermiljø og smuk udsigt ud over floden med sejlskibe. På den anden side af floden ses her de for Bristol karakteristiske mangefarvede boliger bygget op ad skråningerne ned til Avon-floden. Endelig når du frem til The Underfall Yard. Her ligger pumpestation, etableret først i 1800-tallet, da Bristol havn begyndte at udvikle sig til industrihavn, der før som nu styrer vandstanden i sluserne i Bristols havn. I dag har den til dels museal karakter, man kan se og høre om udviklingen af eletriske pumpesystemer og i det hele taget havneområdets udvikling i forbindelse med industrisamfundets opblomstring. Her er også en lille café og i området er der i øvrigt stadig aktive maritime småerhverv.

Regent Street, Clifton. En sommeraften i juli. I tusmørket.

Regent Street, Clifton. En sommeraften i juli. I tusmørket.

Clifton og Clifton Suspension Bridge

Clifton bliver nogle steder betegnet som en bydel i Bristol, andre steder som en lille forstad. Uanset er den et besøg værd, når man er i Bristol. Dels grundet Cliftons særegne karakter, dels grunder den meget betagende Clifton Suspension Bridge. Et af flere karakteristika i Clifton er de fine eksempler på georgiansk arkitektur eller byggestil, som findes i bydelen. Royal York Crescent er pragteksemplet. Bygget mellem 1791 og 1820. Denne halvmåneformede (deraf navnet) bygning regnes for en af de længste bygninger af sin karakter i Europa. Navnet hentyder til de engelske konger (Georg I til Georg IV), som regerede mens denne nyklassisistiske byggestil var populær (ca. 1720 til 1830). Symmetri præger arkitekturstilen, hvilket er overordentlig synligt når man står foran Royal York Crescent i Clifton, Britol.

Clifton Suspension Bridge er et stykke pragtarkitektur, der er bygget over Avonfloden og -kløften og som forbinder Clifton med landsbyen Leighs Woods på den anden side af kløften. Når man står på højdedraget ved Clifton Observatory og betragter Avonfolden og kløften, og Clifton Suspension Bridge, så bliver man klar over, hvad England også er. Naturmæssigt og geologisk.Clifton Suspension Bridge er i høj grad konstrueret efter tegninger fra en af Bristols mest berømte borgere og én af de mest berømte personligheder i industrialiseringsprocessen  England i 1800-tallet, civilingeniøren Isambard Kingdom Brunel (1806-1859). Hængebroen stod færdig i 1864 og minder i nogen grad om New Yorks Brooklyn Bridge (1883). Ikke så meget pga. også denne er en hængebro, men fordi begge broer har mustenstårne med hvælving i begge ender af broen. Der er et Visitor Center (besøgscenter) i Leighs Woods, som fortæller om broens tilblivelse. Anbefalelsesværdigt i forbindelse med et besøg til broen.

Clifton Village er en særlig charmerende del af Clifton-bydelen. Det er ikke helt skævt at betegne den som en landsby i byen, småhandlende, iværksætteri og cafémiljø præger denne charmerende del af Clifton. En slendretur genenm gaderne i Clifton Village er synd at snyde sig selv for, når man er i Bristol. Særligt charmerende er Boyce's Ave, en lille gade hvor caféerne ligger side om side. Tag f.eks. kaffen på Primrose Cafe, som ligger lige op ad den lille forretningsarkade The Clifton Arcade eller på Caffe Nero i den anden ende af Boyce's Ave. Godt nok er den London-baserede Caffe Nero-kaffekæde repræsenteret i 7 lande og alt andet end lokalt forankret, men den glider udmærket ind i miljøet i Clifton Village. Og kaffen er god!

Stonehenge

Det tager omkring 1½ time at komme fra Bristol til Stonehenge. Med offentlig transport.  De berømte stencirkler, der er mellem 4000 og 5000 år gamle, er blandt Englands mest berømte seværdigheder. Du  kan tage toget til Salisbury fra Bristol Temple Meds, der er den største jernbanestation i Bristol. En imponerende bygning fra 1840 tegnet af førnævnte Isambard Kingdom Brunel. Fra den undseelige station i  Salisbury afgår der ca. hver ½ time specialbusser til Stonehenge.Salisbury er i sig selv ej heller en uinteressant by. Blandt dens seværdigheder er Salisbury Cathedral fra 1200-tallet, der har det højeste spir på en kirke i England (123 meter). Ved ankomst til Stonehenge bliver du af bussen sat af ved Stonehenge Visitor Centre. Det er ikke en dum idé at gøre det sådan. Her køber du billet (hvis du ikke har bestilt den hjemmefra), her en café (ikke anbefalelesesværdig), en souveniershop (over middel både når det gælder størrelse og indhold) og et formidlingslokale, der benytter sig af moderne CGI-effekter til at fortælle historien om Stonehenge og dens tilblivelse. Det er gjort så det hele let kan opleves på 15 minutter (ganske passende). Formidlingsstrategien er alt andet end støvet.

Fra Stonehenge Visitor Centre går der hele tiden busser til og fra selve Stonehenge-området. Smart nok kan man ikke se selve Stonehenge-cirklen fra besøgscentret. Den omkring 5 minutters lange bustur fører dig hen til markområdet, hvor stencirklen befinder sig. Engang kunne man gå ubesværet ind mellem stenene og røre oldtidlevnet. Den går ikke mere. Men du kan gå hele vejen rundt om monumentet (cirka 15 minutter i stille og roligt tempo) og visse steder langs denne rundtur kommer du ganske tæt på de store monolitter. Og fornemmer måske her forfædrenes ritualer og tilstedeværelse.

Veggie Chilli på Las Iguanas Bristol. Easygoing og veganervenligt spisested i Bristols centrum.

Veggie Chilli på Las Iguanas Bristol. Easygoing og veganervenligt spisested i Bristols centrum.

I centrum af Bristol

Millenium Square, der har et nærmest futuristisk præg, byder på et anderledes byrum i Bristol. Spis grønt og godt omkring Millenium Square på Las Iguanas Bristol. Ikke langt fra torvet ligger den smukke Pero's Bridge fra 1999, der synes at være forsynet med to kæmpe trompeter. Og som ligeledes bidrager med en moderne arkitekturopfattelse til byen. Park Street er en af de mere spændende forretningsgader i Bristol. Her finder du forretninger med særegne præg og stilfulde vinduesudsmykninger. Gå en tur op ad Jacob Wells Road for en fornemmelse af højdeforskellene i Bristol. Gaden har en stigning på 16 %. Og er i øvrigt en god vej op til Clifton Village. Nyd frokost eller middagen med udsigt til livet på og langs Floating Habour fra f.eks. Watershed, Bristols mediecenter og artbiograf eller fra  Mud Dock Café. Begge steder har terrasseservering med god udsigt over vandet.

Bristol Cathedral og Rådhuset (Bristol City Hall) ligger lige overfor hinanden. Og er blandt Bristols imponerende bygningsværker. Rådhuset blev designet i 1930'erne, men først opført efter 1. verdenskirg. Stilmæssigt er det georgiansk arkitektur. Det ligger for enden af Park Street. Domkirken på College Green rager ikke voldsomt op i højden i forhold til mange andre europæiske domkirker, emn den er stadig imposant og storslået, or hvad den ikke har i højden, har denne 1100-tals middelalderkirke i længden og bredden. Det lykkedes os ikke at komme ind i kirken under vores besøg, da domkirken, i de dage vi var i Bristol, var helliget  dimissionsfestligheder fra Bristol University.

Den verdensberømte street art- eller graffitikunstner Banksy stammer fra Bristol og en lille håndfuld af hans gademalerier kan ses i byen. Gå f.eks. til Frogmore Street og se Well Hung Love, der godt nok siden dets tilblivelse har fået en blå klar maling kastet efter sig på husfacaden. Motivet står dog endnu klart og er en humoristisk.satirisk kommentar til parforholdet og kærlighedens mange facetter. Et af Banksys sjældne ikke-politiske street art værker.

Husk også at kigge op engang imellem på din færden i Bristol. Det er ganske sandsynligt, du vil se en luftballon eller tre. Siden 1979 har der været afholdt en årlig luftballonsfestival i byen og Bristol har også en industriproduktion af luftballoner.  Bristol har i det hele taget en lang tradition for flyindustri, hvilket gjorde byen til et yndet bombemål for nazisterne under 2. verdenskrig. Det nu hedengange Concordefly - en samproduktion mellem England og Frankirg - blev delvist produceret i Bristol. Concordeflyet var første gang på vingerne i 1969 og sidste gang i 2003. Dette lynhurtige og brændstofskrævende passagerfly fløj fra London til New York på 4 timer. Prisen for en billet lå i omegnen af 40.000 kr. Som en æresgestus overfor Bristol og dens flyindustri fløj det sidste Concordefly i luften i  oktober 2003 henover Clifton Suspension Bridge. Du kan stadig købe postkort med Concorde-motiver i Bristol.

Well Hung Love af Banksy
Clifton Suspension Bridge
Royale York Crescent, Clifton.
Royale York Crescent, Clifton.
Domkirken i Bristol
Pero's Bridge

Seneste kommentarer

15.10 | 13:25

Læst med interesse. Skal til Manchester 27-31 oktober men en smuttur til fodbold i LIVERPOOL.

Del siden