Nice

Nice er kendt for sit azurblå hav. Og sit milde klima. Selv i november kan du bade i havet. På en solskinsdag. Og Middelhavet lige uden for døren er naturligvis en af Nices allerstørste attraktioner. Men så sandelig ikke den eneste. Her er f.eks. også en række spændende kunstmuseer. Flere af den moderne kunsts store skikkelser har holdt til i Nice. Her er fantastisk arkitektur præget af det byggeboom, der var i byen i første fjerdedel af det 20. århundrede.Velhavere slog sig ned. Og byggede pragtpalæer i Art Deco-stil. Og så er der naturligvis skønne pladser og promenader. Både imposante og intime, hvor ikke mindst franskmændenes sans for at leve deres liv på caféer og restauranter ses og føles. Vi besøgte Nice først i november måned i 2021. 

Strandpromenaden Promenade des Anglais. Og de berømte blå metalstole. Der pryder promenaden og er et vartegn for Nice. De er ofte at finde i miniatureudgave i byens souvenirbutikker

Strandene og Promenade des Anglais 

Promenade des Anglais er anlagt i første halvdel af 1800-tallet. Den brede strandpromenade synes at vare så langt øjet rækker. Dens længde er da også omkring 7 km. Her prominerer folk naturligvis. Men motionerer også. Og cykler. Og så er der naturligvis dem, der krydser promenaden for at nå stranden. Og måske bade. Hvis du hører til dem er det ikke en dårlig idé at have et par badesko. Inden du hopper i det azurblå og salte Middelhav. Kendetegnende for strandene i Nice er, der intet sand er. Men derimod småsten. Og i hvert fald i efterårssæsonen, hvor vi lagde vejen forbi, er der tillige ofte store bølger. Bølgerne skaber en decideret forhøjning af stenansamlinger, når de slår op mod stranden, og den skal du træde ned fra i strandkanten for at nå havet. Det er givetvis behageligere med badesko. Vi prøvede det kun uden.

I november måned er der ingen der tager sig af, hvad der er en offentlig eller privat strand blandt de mange, mange af slagsen langs kystlinjen i Nice by. Der er det blot én lang strand du kan gå uforstyrret på. Sådan er det tilsyneladende ikke i sæsonen, hvor der tales om offentlige og private strande. Vores favoritstrande er Castel Plage, der ligger helt op mod bjerget, hvor Nices slot engang lå (se sektionen nendenfor). Det er her bugten ender og på den anden side ligger Nices havn. Pga. klipperne og bugtens krumning her er der en særlig stemning på Castel Plage. Vores anden favorit er Ruhl Plage en ganske lille strand, der ligger ved siden af Nices ældste strandrestaurant. Strandrestauranten bærer ligeledes navnet Ruhl Plage og den kan bryste sig af at have serveret for byens strandgæster siden 1920. Familien Malacarne åbnede den. Og restauranten er den dag i dag mere end 100 år efter stadig eget af samme familie. I november måned har de åbent på en solskinsdag. Og lukket på en regnvejrsdag.

Men uanset om det er sommer eller vinter. Sol eller regn. Promenade des Anglais og Middelhavet trækker altid. 

Le Château og den gamle bydel Vielle Ville

I grunden er det misvisende at kalde parken med det fantastiske udsigtspunkt ud over Nice og bugten, der i øvrigt officielt hedder Baie des Angles (Den engelske bugt), for "Slottet". Men det hedder den nu engang. Det skyldes naturligvis her engang lå et slot. Eller et citadel. Dette forsvarsværk blev bygget i 1100-tallet. Og nedrevet i 1700-tallet. Kun navnet er tilbage. Men det betyder ikke, det ikke er værd at tage turen derop. Belønningen er total når du når toppen. Ikke kun på grund at en betagende udsigt, men også pga. den frodige park, der i dag er anlagt, hvor citadellet lå og pga. Jean Jaques-Baptiste-kirken og den tilhørende kirkegård, som også ligger dér. Kast et blik ind på den katolske kirkegård. Det er en meget anderledes oplevelse end et besøg på en dansk kirkegård. 

Det er muligt at tage en elevator fra Promenade des Anglais og direkte op til Le Chateau. Det kan du godt gøre enten op eller ned. Men lad være med at gøre det begge veje. For turen op eller ned er oplagt at kombinere med et besøg i Nices gamle bydel. Vielle Ville. Her er  krogede og kuperede gader og smalle huse i gyldne farver. Det ser mere italiensk ud end fransk. Og det er ikke tilfældigt. Først i 1860 blev Nice en del af den franske republik efter i 500 år at have været under sardisk styre. At slentre gennem Vielle Ville er som at vandre gennem historien og tiden i Nice. 

3 x kunstmuseer i Nice. Og Cimiez-kvarteret. 

Der mangler ikke muligheder for den kunstinteresserede i Nice. Musée Matisse ligger i en smuk, gammel 1600-tals governørvilla og huser en af de størst samlinger af Matisses kunst. Matisse (1869-1954) boede størstedelen af sit liv i Nice - fra 1921 og frem til sin død - hans fødeegn er i det nordlige Frankrig, men efter hans doktor i 1916 beordrede ham et kurophold i Nice pga. bronkitis, begyndte han er tilbringe vintrene der. Og i 1921 flyttede han permanent til byen og til et mildere klima end nordpå i Frankrig.

Museet har 57 skulpturelle værker af Matisse, derudover 31 af hans malerier samt en række tegninger, prints og papirklip i sin samling. 

Chagall-museet ligger i samme område som Matisse-museet. Dog i pæn afstand fra hinanden. Begge ligger i Cimiez-kvarteret og hvadenten du vælger at lægge vejen forbi kunstmuseerne eller ej, så er det under alle omstændigheder værd at besøge Cimiez-kvarteret. Her bor liebhaverne i smukke villaer eller lejlighedskomplekser på Boulevard de Cimiez, der er en allé. Udover træer langs boulevarden vælter der flora fra de mange villahaver frem fra mure og stakitter. Så en spadsertur på boulevarden er en fryd for sanserne. For enden af boulevarden på et højdedrag ligger det stilfulde hotel Excelsior Regina Palace, bygget mellem 1895 og 1897, der er et eksempel på arkitekturen fra La Belle Epoque  i slutningen af 1800-tallet. Perioden er kendetegnet ved at Europa var præget af tekniske fremskridt og fred med økonomisk vækst til følge. Deraf navnet. Hotellet, der i dag er luxuslejligheder, blev angiveligt bygget bl.a. med henblik på at få den engelske dronning Victoria til at  besøge den franske riviera. Og det lykkedes. Frem til 1. verdenskrig besøgte og boede hun på hotellet 3 gange. 

Overfor det gamle hotel ligger resterne af de romerske termiske bade. Der er ganske velbevarede. Og en det af den romerske by Cemenelum fra 1. århundrede efter Kr. f. , der lå på stedet, hvor Cimiez-kvarteret i dag ligger. 

Marc Chagall blev født i 1887 i det, der i dag er Belarus. Allerede før 1. verdenskrig var han en berejst billedkunstner, der boede, lærte og søgte inspiration fra kunstverdenen både i Paris, og St. Petersborg. I 1923 flyttede han til Frankrig og blev glad for at rejse og færdes omkring  Cote d'Azur, den sydfranske Middelhavskyst. Han boede i Frankrig til sin død, bortset fra 7 år i 1940erne hvor han, grundet sin jødiske etnicitet, under 2. verdenskrig flygtede fra nazismen i Europa og bosatte sig i USA. 

Chagall regnes for en af det 20. århundredes store modernister indenfor billedkunsten. Udover sine malerier er Chagall især kendt for sine kunstværker i blyindfattede ruder/glasmosaikker, som han først sent i livet kastede sig over, men fik enorm succes med (se bl.a. denne rejseblok under Zürich). 

Chagall-museet blev etableret i 1973 og det franske kulutrministerium var inddraget i processen. Chagall havde i 1960'erneelske  malet en række bibmotiver fra Det gamle testamente og foræret dem til den franske stat.  Billederne udgør hovedsamlingen på museet. Men derudover er der en smuk koncertsal med blyindfattede ruder/glasmosaikker, som ligeledes er skabt af Chagall. 

MAMAC (Musée d'Art Moderne et d'Art Contemporain) er museet for moderne kunst i Nice. Det åbnede i 1990 og arkitekterne bag er Yves Bayard og Henri Vidal. Det har et nærmest brutalistisk islæt og er måske ikke ligefrem en køn museumsbygning, men den spejler sig i Nices kongrescenterbygningen Acropolis overfor (og det er næppe tilfældigt). Acropolis-kongresbygningen er konstrueret i årene 1956-1964 af arkitekterne Richard og Michel Laugier, og kongresbygningen er i hvert fald rendyrket brutalisme. To udstillinger i den permanente samling skiller sig ud og gør særlig indtryk. Dne ene er formidlingen af den franske kunstner Yves Klein, der blev født i Nice i 1928. Klein døde alt for ung i 1962, men nåede inden da at indskrive sig i kunsthistorien med sin farve International Klein Blue. Fra 1956 arbejdede han intenst med den blå farve og forsøgte sig endda (uden held) med at patentere den. MAMAC har fine værker, både malerier og skulpturelle værker, der viser Kleins optagethed af og succes med IKB-farven. Og i øvrigt formidler mennesket og multitalentet Yves Klein glimrende. Museets anden meget vellykkede udstilling er deres afdeling for både international og national popkunst fra 1950'erne og helt op i 1980erne. Der er værker både af internationale popart-stjerner som Andy Warhol  og Claes Oldenburg, men også glimrende mindre kendte franske værker af bl.a. Martial Rayesse. 

Promenade du Paillon

Pladserne og gadenavnene. Parkerne og cafeerne. 

Place Masséna er Nices mest spetakulære plads. Storslået og imposant. Den nærmest kvadratiske plads er grundlagt midt i 1800-tallet og indeholder mange nyklassicistiske bygninger. Og arkitekturen er derudover italiensk inspireret. Gennem årene har den været ombygget flere gange, men i dag fremstår den som den ultimative storslåede plads for fodgængere. Sporvognene triller i et jævnt tempo henover pladsen - og tilføjer mere charme end uro - ellers er pladsen fodgængernes. Nyd udsigten over en kaffe på f.eks. Moka-kfe.

Omkring Place Masséna ligger Promenade du Paillon. Den er designet af landskabsarkitekten MIchel Pena. Og åbnede i 2013. Før lå Nices busstation på stedet. Dette er noget ganske andet! Her er fine springvand, der efter sigende benyttes af byens børn til badning om sommeren. Og der er fine grønne korridorer og stauderbede i parken. Inde i parken ligger Allée Albert Camus. En hyldest til den fransk-algirske verdensberømte, eksistentialistiske forfatter (Albert Camus 1913-1960) af samme navn. 

Ikke langt derfra ligger Place Magenta. En plads med mange caféer og ultimativ fransk stemning. Det er på udendørsserveringsområderne, tingene foregår på cafeerne. Også i november. Tag en frokost, en middag eller en kaffe. På La Fontaine, på La Player eller på La Liberte. Der mangler ikke muligheder. 

I Jardin des Arènes de Cimiez, parken hvor Matisse-museet og resterne af de romerske, termiske bade ligger (se afsnittet ovenfor,) kan du snildt støde på en gruppe franskmænd (unge og gamle i skøn forening), der er i gang med et spil pentanque. Her afholdes årligt Nice Jazz Festival,der har eksisteret siden 1948. Til festivalen stiller prominente, internationale jazznavne stiller. Bl.a. besøgte trompetisten og komponisten Miles Davis mange gange festivalen. En allé i parken er af formentlig samme grund navngivet efter Davis. 

Cafe Fino ligger på Rue Gioffredo i en moderne bygning. Stilmæssigt henimod funktionalismen. Glemt inde mellem ældre, anderledes bygninger. Den skiller sig ud. Indretningen i Cafe Fino nærmer sig minimalismen. Specielt på 1. salen ved hjørnevinduet er man godt placeret og kan kombinere smagsoplevelsen med visuelle indtryk fra gaden nedenfor. 

Le Grand Café de Lyon på Avenue Jean Medecin, et af Nices hovedstrøg, har størst udstråling af alle Nices cafeer. Det er en kassisk fransk cafe med stor, flot markise og ikke mindst et smukt og vældig stilfuldt neonskilt med cafeens navn, der sørger for at skabe opmærksomhed omkring cafeen. 24/7. 

Ud til Promenade des Anglais ligger Jardin de Masséna.En smuk lille park, der egentlig er en del af Villa Masséna Museet. Men der er fri adgang til parken. I hvert fald i museets åbningstid. Her er intimt og tæt bevokset, fine stier og masser af smukke blomsterbede.  André Masséna var navnet på én af Napoleon Bonepartes (1761-1821) generaler og Massénas oldebarn, Prins Essling (Victor Masséna), lod en villa, han fik opført i årene 1898-1901, opkalde efter sin oldefar. I dag er det et museum og et smukt eksempel på arkitekturen som overklassen lod opføre i La Belle Epogue-æraen, som er defineret i en sektion ovenfor.

Ikke mindst spisestuen og den halvcirkulære vinterstue med enorme panoramavinduer fra loft til gulv er et eksempel på den luksus, men bestemt også stilfuldhed, villaer fra perioden indeholdt. I 1919 overdrog Prins Essling villaen til Nices bystyre. På betingelse af villaen blev et museum. Og sådan blev det. Den er et besøg værd. Og indeholder udover eksemplet på Belle Epogue-arkitektur et fint lille bymuseum, der fortæller Nice bys udvikling.